Andelsboligloven § 7c

Denne konsoliderede version af andelsboligloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber

Lov nr. 239 af 8. juni 1979,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1281 af 28. august 2020,
som ændret ved lov nr. 344 af 22. marts 2022, lov nr. 330 af 9. april 2024 og lov nr. 1641 af 16. december 2025

§ 7c

Kommunalbestyrelsen kan med henblik på løsning af påtrængende boligsociale opgaver i kommunen, herunder at opnå en mere afbalanceret beboersammensætning, indgå aftale med en privat andelsboligforening om anvisningsret til boliger i foreningen.

Stk. 2 Aftalt anvisningsret indebærer, at andelsboliger, der er omfattet af anvisningsretten, og som søges overdraget, uanset modstående vedtægtsbestemmelser om overdragelse skal tilbydes kommunalbestyrelsen. Andelsboliger, som kommunalbestyrelsen erhverver i henhold hertil, kan kommunalbestyrelsen videresælge eller udleje.

Stk. 3 Andelsboligforeningen kan træffe beslutning om indgåelse af aftale efter stk. 1 efter de regler, som gælder for vedtagelse af vedtægtsændringer i foreningen. Foreningen skal samtidig beslutte, hvor mange boliger der skal stilles til rådighed for kommunalbestyrelsen, og for hvilken periode anvisningsretten gælder.