Arbejdsløshedsforsikringsloven § 53

Denne konsoliderede version af arbejdsløshedsforsikringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Lov nr. 114 af 24. marts 1970,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1077 af 28. august 2025,
som ændret ved lov nr. 437 af 6. maj 2025, lov nr. 1627 af 16. december 2025, lov nr. 1648 af 16. december 2025 og lov nr. 1750 af 29. december 2025

§ 53

Ret til dagpenge opnås efter 1 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse, jf. dog § 54.

Stk. 2 Retten til at opnå dagpenge i de perioder, der er nævnt i § 55, stk. 1, er, jf. dog stk. 8, endvidere betinget af:

  • 1) At et fuldtidsforsikret medlem inden for de seneste 3 år, jf. dog stk. 5, har indkomst på mindst 223.428 kr. (2017), jf. stk. 3. Der kan højst medregnes 18.619 kr. (2017) pr. måned.

  • 2) At et deltidsforsikret medlem inden for de seneste 3 år, jf. dog stk. 5, har indkomst på mindst 148.956 kr. (2017), jf. stk. 3. Der kan højst medregnes 12.413 kr. (2017) pr. måned.

  • 3) At medlemmet har gennemført en uddannelse, jf. § 54.

Stk. 3 Indkomstkravet, jf. stk. 2, kan opfyldes med:

  • 1) A- og B-indkomst indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, tillagt eget pensionsbidrag og eget ATP-bidrag. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, kan ikke medregnes ved opgørelsen, jf. dog nr. 3.

  • 2) B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, kan ikke medregnes ved opgørelsen, jf. dog nr. 3.

  • 3) En virksomheds skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster samt A-indkomst, der er udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, og som fremgår af årsopgørelsen, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 3.

  • 4) Perioder, hvor et medlem har gennemført en uddannelse, jf. § 54. 1 måneds uddannelse, jf. stk. 2, nr. 3, svarer til opfyldelse af indkomstloftet i 1 måned efter stk. 2, nr. 1 og 2.

Stk. 4 B-indkomst, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, som fremgår af årsopgørelsen, omregnes til måneder ved at dividere med 12. Fremgår B-indkomsten ikke af årsopgørelsen, fordi indkomståret endnu ikke er afsluttet, kan B-indkomsten medregnes i den eller de måneder, hvor arbejdet er udført, på baggrund af medlemmets oplysninger på tro og love, eller, hvis B-indkomsten er omfattet af indberetningspligt, i den eller de måneder, hvor indkomsten er indberettet. B-indkomst efter 1. pkt. kan medregnes for en periode svarende til optjeningsperioden i stk. 2. Medregnes B-indkomst, der ikke fremgår af årsopgørelsen, foretages der et fradrag i opgørelsen efter 1. pkt. med en værdi svarende til den indberettede B-indkomst pr. måned for den periode, der ligger forud for optjeningsperioden i stk. 2. Skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed pr. år, jf. stk. 3, nr. 3, omregnes til måneder ved at dividere overskuddet med det antal måneder, som virksomhedens regnskabsår dækker. Det er uden betydning, på hvilket tidspunkt i løbet af regnskabsåret overskuddet er fremkommet.

Stk. 5 Har et medlem ikke ret til dagpenge efter stk. 2, jf. stk. 3, er optjeningsperioden 5 år, jf. dog stk. 17 og 18. Ved opgørelsen af indkomstkravet i optjeningsperioden på 5 år kan alene medregnes indkomst efter stk. 3, nr. 3.

Stk. 6 Er indkomsten opnået ved lønarbejde, medregnes kun indkomst, der er udbetalt i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Er indkomsten helt eller delvis opnået ved udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste efter § 87 i barnets lov eller plejevederlag efter § 24 i ældreloven, medregnes indkomsten ikke efter 1. pkt.

Stk. 7 Indkomstkravet for fuldtidsforsikrede, jf. stk. 2, nr. 1, reguleres en gang om året pr. 1. januar med tilpasningsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent tillagt 2 procentpoint. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 12. Det afrundede beløb danner grundlag for det kommende års regulering af indkomstkravet. Indkomstkravet for deltidsforsikrede, jf. stk. 2, nr. 2, fastsættes som 2/3 af det regulerede og afrundede beløb for fuldtidsforsikrede. Det beregnede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 12. Indkomstloftet pr. måned for fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, fastsættes ved at dele det beregnede indkomstkrav med 12.

Stk. 8 For et medlem, som er indplaceret i en dagpengeperiode, dog ikke medlemmer, som er omfattet af et uddannelsesløft efter § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er genoptjeningen af retten til dagpenge, jf. dog stk. 12, betinget af, at en af følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) At et fuldtidsforsikret medlem inden for de seneste 3 år, jf. dog stk. 11, har haft mindst 1.924 løntimer.

  • 2) At et deltidsforsikret medlem inden for de seneste 3 år, jf. dog stk. 11, har haft mindst 1.258 løntimer.

  • 3) At medlemmet har gennemført en uddannelse, jf. § 54.

Stk. 9 Beskæftigelseskravet i stk. 8 kan opfyldes på følgende måder:

  • 1) Løntimer indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Kun løntimer, der er optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, jf. stk. 6, kan medregnes.

  • 2) Timer som følge af omregning, jf. stk. 12, af B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i opgørelsen af en selvstændig virksomheds overskud eller underskud, jf. dog nr. 3.

  • 3) Timer som følge af omregning af det skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster af selvstændig virksomhed, jf. § 57 a, og A-indkomst udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 3.

  • 4) Perioder, hvor et medlem har gennemført en uddannelse, jf. § 54. 1 måneds uddannelse, jf. stk. 8, nr. 3, svarer til 160,33 timer pr. måned for fuldtidsforsikrede og 130 timer for deltidsforsikrede.

Stk. 10 B-indkomst, jf. stk. 9, nr. 2, som fremgår af årsopgørelsen, omregnes til måneder ved at dividere med 12. Fremgår B-indkomsten ikke af årsopgørelsen, fordi indkomståret endnu ikke er afsluttet, kan B-indkomsten medregnes efter omregning i den eller de måneder, hvor arbejdet er udført, hvilket medlemmet oplyser på tro og love, eller, hvis B-indkomsten er omfattet af indberetningspligt, i den eller de måneder, hvor indkomsten er indberettet. Foreligger der indberettet B-indkomst til indkomstregisteret, som indgår i opgørelsen efter 1. pkt., og ligger denne forud for optjeningsperioden i stk. 8, foretages der et fradrag i opgørelsen efter 1. pkt. med et omregnet timetal svarende til værdien af den indberettede B-indkomst pr. måned. Skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed pr. år, jf. stk. 9, nr. 3, omregnes til måneder ved at dividere overskuddet med det antal måneder, som virksomhedens regnskabsår dækker. Det er uden betydning, på hvilket tidspunkt i løbet af regnskabsåret overskuddet er fremkommet.

Stk. 11 Har et medlem ikke ret til dagpenge efter stk. 8, jf. stk. 9, er optjeningsperioden 5 år, jf. stk. 17. Ved opgørelsen af beskæftigelseskravet kan alene medregnes timer opgjort efter stk. 9, nr. 3.

Stk. 12 Kan et medlems arbejdstid, jf. stk. 9, ikke kontrolleres ved indberetning til indkomstregisteret, fordi der ikke skal indberettes løntimer, jf. § 3 i lov om et indkomstregister, omregnes indtægten til timer med omregningssats 116,13 kr. (2017). Tilsvarende gælder, hvis medlemmet har B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og som ikke indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud. 1. pkt. finder anvendelse, hvis medlemmet har medtaget skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed samt A-indkomst, der er udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 3. Ved omregning af indtægt til timer, kan der højst omregnes en månedlig indkomst på 18.619 kr. for fuldtidsforsikrede og 12.413 kr. for deltidsforsikrede (2017). Ved omregning finder stk. 4, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse. Omregningssatsen reguleres én gang om året pr. 1. januar med tilpasningsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent tillagt 2 procentpoint. Ved omregning benyttes den omregningssats, som er gældende for det kalenderår, hvor indkomsten er indberettet til indkomstregisteret, eller det indkomstår, som årsopgørelsen dækker.

Stk. 13 Genoptjening af retten til dagpenge sker efter stk. 2, jf. stk. 3, når retten til dagpenge er bortfaldet, som følge af at perioderne efter § 55, stk. 1 og 2, er udløbet, og der ikke er registrerede timer på beskæftigelseskontoen, jf. § 55 a.

Stk. 14 Ved opgørelsen efter stk. 2, jf. stk. 3, og stk. 8, jf. stk. 9, medregnes forhold, hvori medlemmet

  • 1) har været indkaldt til aftjening af værnepligt, været ansat på værnepligtslignende vilkår eller forrettet frivillig tjeneste ifølge kontrakt med forsvaret eller

  • 2) har udøvet kommunalt hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand eller været medlem af Folketinget, Europa-Parlamentet eller regeringen.

Stk. 15 Kun indberettede løntimer, indberettet indkomst, jf. stk. 3, nr. 1 og 2, og stk. 9, nr. 1 og 2, og drift af selvstændig virksomhed i medlemsperioder medregnes ved opgørelse af indkomstkravet i stk. 2 og beskæftigelseskravet i stk. 8. Beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen, og selvstændig erhvervsvirksomhed, hvortil der ydes offentligt tilskud til etablering og drift, og som efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren indberettes til medlemmets arbejdsløshedskasse af kommunen, medregnes ikke.

Stk. 16 Retten til dagpenge ophører, når medlemskabet ophører, jf. § 43, dog senest ved udgangen af den måned, hvor medlemmet når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.

Stk. 17 Perioderne i stk. 2, jf. dog stk. 5, og stk. 8, jf. dog stk. 10, hvor indkomst- henholdsvis beskæftigelseskravet skal være opfyldt, forlænges med sammenlagt op til 2 år, hvis der forekommer følgende forhold:

  • 1) Perioder, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, der overstiger 160,33 timer,

  • 2) perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,

  • 3) perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller plejevederlag efter ældreloven til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, eller

  • 4) perioder, hvor medlemmet har modtaget dagpenge i den forlængede dagpengeperiode efter udløbet af perioden i § 55, stk. 1, jf. § 56.

Stk. 18 De i stk. 2, jf. dog stk. 5, og stk. 8, jf. dog stk. 11, angivne perioder, inden for hvilke beskæftigelseskravet skal være opfyldt, forlænges ud over 2 år, jf. stk. 17, med den resterende periode, hvor der ydes støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn efter barnets lov.

Stk. 19 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse af indkomst- og beskæftigelseskravet efter denne bestemmelse. Der kan herunder fastsættes regler om, at indberettede løntimer eller perioder med drift af selvstændig virksomhed, der ligger delvis i en medlemsperiode, kan medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet i forhold til medlemsperiodens længde inden for indberetningsperioden. Der kan ligeledes fastsættes regler om, at løntimer, der ligger i den indberetningsperiode, i hvilken ledigheden indtræder, kan medregnes, hvis de har betydning for opfyldelsen af beskæftigelseskravet. Der kan endvidere fastsættes regler om ændring af periodisering af indkomst indberettet til indkomstregisteret til en anden måned end indberetningsmåneden. Der kan endvidere fastsættes regler om, at visse perioder, for hvilke der ikke indberettes løntimeoplysninger til indkomstregisteret, kan medregnes til opfyldelsen af beskæftigelseskravet. Der fastsættes herudover regler om opgørelse og afrunding af de perioder, som kan forlænge den periode, hvor indkomst- eller beskæftigelseskravet skal være opfyldt. Der fastsættes endvidere regler om medregning af indkomst til opfyldelsen af indkomstkravet. Bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge