Arbejdsskadesikringsloven § 17a

Denne konsoliderede version af arbejdsskadesikringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsskadesikring

Lov nr. 422 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 919 af 25. juni 2024,
som ændret ved lov nr. 1541 af 12. december 2023, lov nr. 502 af 20. maj 2025 og lov nr. 712 af 20. juni 2025

§ 17a

Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.

Stk. 2 Indtjeningsevnen før arbejdsskaden svarer til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet. Er tilskadekomnes årsløn fastsat til den maksimale årsløn i § 24, stk. 10, 1. pkt., udgør indtjeningsevnen før arbejdsskaden den faktiske samlede indkomst ved arbejde efter § 24, stk. 1 eller 2, og opreguleret til afgørelsestidspunktet, jf. § 24, stk. 7, efter princippet i § 25, stk. 1. For tilskadekomne, som kommer til skade i et fleksjob, udgør indtjeningsevnen før arbejdsskaden den fastsatte årsløn, jf. § 24, stk. 2, nr. 12, opreguleret til afgørelsestidspunktet med tillæg af tilskuddet fra kommunen opreguleret til afgørelsestidspunktet.

Stk. 3 Indtjeningen i fleksjobbet, jf. stk. 1, udgør summen af lønnen fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen.

Stk. 4 For personer, der er visiteret til fleksjob, vil en kommunes afgørelse om en sanktion om manglende ret til ledighedsydelse i en periode, jf. § 76, § 77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1, jf. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, medføre fradrag i en fremtidig udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne, jf. stk. 1.

Stk. 5 Størrelsen på fradraget efter stk. 4 vil svare til 10 pct. af det fastsatte erstatningsbeløb for tab af erhvervsevne på tidspunktet for sanktionen. Perioden for fradraget i erstatningen for tab af erhvervsevne vil svare til den periode, som sanktionen i ledighedsydelsen varer. Mister tilskadekomne retten til ledighedsydelse, sker der alene fradrag i erstatningen for den periode, der går, fra at tilskadekomne mister ledighedsydelsen, og indtil tilskadekomne er ansat i et fleksjob.

Stk. 6 Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer midlertidig afgørelse efter stk. 1, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse, eller når der ikke er bevilget permanent fleksjob. For personer, der er i fleksjob, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring uanset 1. pkt. efter anmodning fra tilskadekomne træffe endelig afgørelse efter stk. 1, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at de erhvervsmæssige forhold er tilstrækkeligt afklarede.