Arbejdsskadesikringsloven § 37b

Denne konsoliderede version af arbejdsskadesikringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsskadesikring

Lov nr. 422 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1279 af 4. november 2025,
som ændret ved lov nr. 703 af 20. juni 2025, lov nr. 1623 af 16. december 2025 og lov nr. 1750 af 29. december 2025

§ 37b

Til brug for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af sager efter denne lov, herunder beregning og opkrævning af bidrag, jf. § 55, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandle, herunder indsamle, almindelige personoplysninger om arbejdsgivere, der indberetter ATP-bidrag for deres ansatte.

Stk. 2 Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i medfør af stk. 1 behandle personoplysninger om arbejdsgiverens navn, stillingsbetegnelse, personnummer, kontaktoplysninger, virksomhedsidentitet, beregnet og skyldigt bidrag, oplysninger om betalingsevne, der indhentes i forbindelse med inddrivelse af bidrag, og oplysninger om indberettet ATP-bidrag.

Stk. 3 Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indsamler de personoplysninger, der er nævnt i stk. 2, fra CVR-registeret, CPR-registeret, told- og skatteforvaltningen og Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 4 Til brug for beregning og opkrævning af bidrag, jf. § 55, stk. 3, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension behandle, herunder indsamle, almindelige personoplysninger om arbejdsgivere, der indberetter ATP-bidrag for deres ansatte. Der vil blive behandlet oplysninger om virksomhedsidentitet, navn, personnummer, kontaktoplysninger, kontooplysninger, beregnet og skyldigt bidrag, oplysninger om betalingsevne, der indhentes i forbindelse med inddrivelse af bidrag, og oplysninger om indberettet ATP-bidrag.

Stk. 5 Arbejdsmarkedets Tillægspension indsamler de personoplysninger, der behandles i medfør af stk. 4, fra CPR-registeret, CVR-registeret og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.