Fødevarevirksomheder, der udfører følgende former for primærproduktion og dermed forbundne aktiviteter, skal være registreret hos Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, jf. dog stk. 2, 3 og 4:
-
1) Landbrug, gartneri, dambrug, fiskeri, høs og lignende produktion af animalske eller vegetabilske fødevarer.
-
2) Indvinding af salt eller indvinding af vand med henblik på markedsføring som indpakket naturligt mineralvand eller kildevand.
-
3) Fiskeri i put-and-take søer (lystfiskersøer) med henblik på markedsføring.
-
4) Mellemhandlere af levende muslinger m.m., som udfører følgende aktiviteter:
-
a) Handler med levende muslinger m.m., uden håndtering af produkter.
-
b) Håndterer, vasker og opbevarer levende muslinger m.m. ved omgivelsestemperatur uden gruppering eller konditionering.
-
-
5) Indsamlingscentral for vildt (vildtdepot), der kun modtager nedlagt vildt som første indsamlingscentral.
-
6) Biavl, herunder indsamling, slyngning og indpakning af honning.
Stk. 2 Jægere, der har indhentet jagttegn hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, anses for at være registreret hos Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Stk. 3 Primærproducenter af vegetabilske fødevarer, fisk fra put-and-take søer (lystfiskersøer), svampe, alger, snegle, insekter og lignende er kun omfattet af kravet om registrering i stk. 1, når deres fødevareaktivitet indebærer en vis kontinuitet og en vis grad af organisation, vurderet ud fra, hvor ofte og hvor længe ad gangen fødevareaktiviteten finder sted, mængden af fødevarer og værdien af omsætningen af fødevarer.
Stk. 4 Primærproducenter, der producerer spirer med henblik på afsætning til andre fødevarevirksomheder til brug som fødevare, skal være autoriseret af Fødevarestyrelsen.