Bekendtgørelse om anvendelse af apotekssektorens afgifter og ydelse af tilskud til apotekere m.v. Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 878 af 24. juni 2025

Kapitel 7 Gebyrer til administration
§ 34

Til dækning af Lægemiddelstyrelsens omkostninger ved varetagelse af myndighedsopgaver i henhold til lov om apoteksvirksomhed indbetaler apoteker i 2025 et administrationsgebyr, der udgør 0,099 pct. af apotekets omsætning opgjort af Lægemiddelstyrelsen svarende til sektorafgiftsgrundlaget efter apotekerlovens § 50 b. I 2026 og frem indbetaler apoteker til Lægemiddelstyrelsen et administrationsgebyr, der udgør 0,108 pct. af apotekets omsætning opgjort af Lægemiddelstyrelsen svarende til sektorafgiftsgrundlaget efter apotekerlovens § 50 b.

Stk. 2 Til dækning af Lægemiddelstyrelsens udgifter til transport af elektroniske recepter, jf. sundhedslovens § 157 indbetaler apoteker til Lægemiddelstyrelsen et administrationsgebyr, der udgør 0,015 pct. af apotekets omsætning opgjort af Lægemiddelstyrelsen svarende til sektorafgiftsgrundlaget efter apotekerlovens § 50 b.

Stk. 3 Et apotek indbetaler til Lægemiddelstyrelsen hver måned foreløbige gebyrer til administration i henhold til stk. 1 og 2 senest den 15. i den efterfølgende måned på basis af apotekets omsætning opgjort af Lægemiddelstyrelsen svarende til sektorafgiftsgrundlaget efter apotekerlovens § 50 b for den forgangne måned.

Stk. 4 Lægemiddelstyrelsen foretager snarest efter modtagelsen af apoteksregnskaberne en endelig opgørelse af gebyrer til administration i henhold til stk. 1 og 2 for det forgangne år og foretager efterregulering for hvert enkelt apotek med henholdsvis efteropkrævning af for lidt indbetalte gebyrer og tilbagebetaling af for meget indbetalte gebyrer i forhold til de foreløbige gebyrer det enkelte apotek har betalt.

Stk. 5 Skifter et apotek ejer i årets løb, afregnes gebyret endeligt med den afgående apoteker med satserne efter stk. 1 og stk. 2 for den del af året, hvor denne har drevet apoteket. Den tiltrædende apoteker betaler hver måned til Lægemiddelstyrelsen satserne fastsat i stk. 1 og stk. 2 i forhold til den forgangne måneds omsætning beregnet på basis af apotekets omsætning opgjort af Lægemiddelstyrelsen svarende til sektorafgiftsgrundlaget efter apotekerlovens § 50 b for den del af året, hvor denne driver apoteket. Lægemiddelstyrelsen meddeler snarest muligt efter årets udgang den tiltrædende apoteker en foreløbig opgørelse af gebyret for det forgangne år, jf. stk. 3. Lægemiddelstyrelsen foretager snarest muligt efter modtagelsen af det endelige regnskab en endelig opgørelse af gebyret, jf. stk. 4. Skifter et apotek ejer ved udgangen af året, foretager Lægemiddelstyrelsen en foreløbig og en endelig opgørelse af gebyret i forhold til den afgående apoteker, jf. stk. 3 og 4.