Bekendtgørelse om finansielle konglomerater

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1709 af 16. december 2025

I medfør af § 125, stk. 6, og § 307 b, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1390 af 18. november 2025, som ændret ved lov nr. 1638 af 16. december 2025, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på koncerner, der er udpeget som finansielle konglomerater i henhold til § 307 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

§ 2

Ved sektor forstås henholdsvis forsikringssektoren og bank- og investeringsservicesektoren.

Stk. 2 Ved sektorregler forstås lov om finansiel virksomhed, lov om forsikringsvirksomhed og lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Tærskler for væsentlige aktiviteter i et finansielt konglomerat
§ 3

Ved vurderingen i henhold til § 307 b, stk. 2, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed, anses de konsoliderede aktiviteter i enhederne i koncernens sektorer for væsentlige, hvis balancesummen for koncernens enheder i den finansielle sektor udgør mere end 40 pct. af balancesummen for koncernen som helhed, og én af følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Gennemsnittet af følgende tal overstiger 10 pct. i hver sektor:

    • a) Forholdet mellem den samlede balancesum for enhederne i den relevante sektor og den samlede balancesum for alle finansielle enheder i koncernen.

    • b) Forholdet mellem de samlede solvenskrav i samme relevante sektor og de samlede solvenskrav for alle finansielle enheder i koncernen.

  • 2) Den samlede balancesum for enheder i hver sektor overstiger 6 mia. euro.

Stk. 2 For betingelserne nævnt i stk. 1 gælder det, at investeringsforvaltningsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde medregnes i den sektor, som de tilhører indenfor koncernen. Er det ikke entydigt klart, medregnes de i den mindste af de to sektorer målt på gennemsnittet efter stk. 1.

Stk. 3 Opfylder koncernen betingelsen i stk. 1, nr. 1, men ikke betingelsen i stk. 1, nr. 2, kan Finanstilsynet, efter konsultation med andre relevante kompetente myndigheder, vælge ikke at betragte koncernen som et finansielt konglomerat.

Stk. 4 Opfylder koncernen betingelsen i stk. 1, nr. 2, men ikke betingelsen i stk. 1, nr. 1, kan Finanstilsynet, efter konsultation med andre relevante kompetente myndigheder, vælge ikke at betragte koncernen som et finansielt konglomerat.

Stk. 5 Finanstilsynet kan, efter konsultation med andre relevante kompetente myndigheder, beslutte,

  • 1) at betingelsen i stk. 1, nr. 1, skal være overholdt i tre på hinanden følgende år og

  • 2) at udelukke en eller flere kapitalinteresser i den mindste sektor, hvis sådanne kapitalinteresser er afgørende for, om de konsoliderede aktiviteter i sektoren er væsentlige, men samlet set ubetydelige i forhold til formålet med det supplerende tilsyn med finansielle konglomerater.

Stk. 6 Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 1, kan Finanstilsynet i særlige tilfælde vælge at bruge andre parametre end balancesum. Dette sker efter konsultation med andre relevante kompetente myndigheder, og hvis det er særligt relevant for det supplerende tilsyn med finansielle konglomerater. Finanstilsynet kan anvende eller tilføje et eller flere af følgende parametre:

  • 1) Indkomststruktur.

  • 2) Ikke balanceførte aktiviteter.

  • 3) Samlede aktiver under forvaltning.

Stk. 7 Med henblik på anvendelsen af stk. 1, skal der, hvis gennemsnittet falder under henholdsvis 40 pct. og 10 pct., eller balancesummen falder under 6 mia. euro for koncerner, der allerede er udpeget som finansielle konglomerater, i de følgende tre år anvendes lavere tærskler på henholdsvis 35 pct., 8 pct. og 5 mia. euro.

Stk. 8 Med henblik på beregninger vedrørende balancesummen anvendes den aggregerede balancesum for koncernens enheder i henhold til deres regnskaber. I beregningen skal indgå selskaber, hvori der er kapitalinteresser, med størrelsen af deres balancesum svarende til koncernens aggregerede andel. Såfremt der findes konsoliderede årsrapporter, anvendes disse frem for aggregerede årsrapporter.

Stk. 9 Med henblik på beregninger vedrørende solvenskrav beregnes solvenskravene i overensstemmelse med de relevante sektorregler.

Opgørelse af det supplerende kapitalkrav
§ 4

Det supplerende kapitalkrav, jf. § 125, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, skal opgøres efter en af metoderne i §§ 5-7. For at leve op til det supplerende kapitalkrav må forskellene efter §§ 5-7 ikke være negative.

Stk. 2 Finanstilsynet træffer beslutning om, hvilken metode der skal anvendes efter konsultation med andre relevante kompetente myndigheder og den koncern, der er udpeget som finansielt konglomerat.

Stk. 3 Ved beregningen af det supplerende kapitalkrav, kan Finanstilsynet beslutte, at bestemte enheder ikke skal medtages i beregningen i følgende tilfælde:

  • 1) Enheden er hjemmehørende i et tredjeland, hvis lovgivning er til hinder for overførslen af de nødvendige oplysninger, uden at det i øvrigt påvirker sektorreglerne vedrørende de kompetente myndigheders pligt til at nægte tilladelse, hvis de i praksis forhindres i at føre tilsyn.

  • 2) Enheden er ubetydelig i relation til formålet med det supplerende tilsyn med regulerede enheder i en koncern, der er udpeget som finansielt konglomerat, jf. dog stk. 4.

  • 3) Medtagelsen af enheden vil være uhensigtsmæssig eller vildledende i relation til formålene med det supplerende tilsyn.

Stk. 4 Undtages flere enheder i henhold til stk. 3, nr. 2, skal disse medtages, såfremt de samlet set ikke er uvæsentlige.

Stk. 5 Finanstilsynet skal høre andre relevante kompetente myndigheder, inden der træffes afgørelse om undtagelse i henhold til stk. 3, nr. 3, medmindre der er tale om et hastetilfælde.

Stk. 6 Undlader Finanstilsynet at medtage en reguleret enhed i medfør af stk. 3, nr. 2 eller 3, kan Finanstilsynet anmode den øverste enhed for det finansielle konglomerat om oplysninger, der kan lette tilsynet med den regulerede enhed.

§ 5

Opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskrav for regulerede enheder i en koncern, der er udpeget som finansielt konglomerat, foretages på grundlag af de konsoliderede regnskaber (metode 1). Anvendelsen af metoden skal være i overensstemmelse med artikel 14 i Kommissionens delegerede forordning om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for anvendelse af beregningsmetoderne for kapitalkrav i finansielle konglomerater. Forskellen mellem koncernens kapitalgrundlag og solvenskrav (det supplerende kapitalkrav) opgøres på følgende måde:

  • 1) Koncernens kapitalgrundlag beregnes på basis af konsoliderede regnskabsoplysninger.

  • 2) Koncernens solvenskrav er summen af solvenskravene for hver sektor, der er repræsenteret i koncernen. Solvenskravene skal beregnes i overensstemmelse med gældende sektorregler.

Stk. 2 For uregulerede enheder i en koncern beregnes et teoretisk solvenskrav.

§ 6

Opgørelse af kapitalgrundlag og solvenskrav for regulerede enheder i en koncern, der er udpeget som finansielt konglomerat, foretages på grundlag af regnskaberne for hver af koncernens enheder (metode 2). Anvendelsen af metoden skal være i overensstemmelse med artikel 15 i Kommissionens delegerede forordning om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for anvendelse af beregningsmetoderne for kapitalkrav i finansielle konglomerater og følge formlen beskrevet i nævnte forordnings bilag. Forskellen mellem koncernens kapitalgrundlag og solvenskrav (det supplerende kapitalkrav) opgøres på følgende måde:

  • 1) Koncernens kapitalgrundlag er summen af kapitalgrundlag for hver reguleret og ureguleret enhed i koncernen, der beregnes på basis af hver enheds regnskabsoplysninger.

  • 2) Koncernens solvenskrav er summen af følgende:

    • a) Solvenskravene for hver enkelt reguleret og ureguleret enhed i koncernen. Solvenskravene skal beregnes i overensstemmelse med gældende sektorregler.

    • b) Den bogførte værdi af kapitalinteresser i andre enheder.

Stk. 2 For uregulerede enheder i en koncern beregnes et teoretisk solvenskrav. Kapitalgrundlag og solvenskrav skal indregnes i henhold til deres forholdsmæssige andel.

§ 7

Beregningen for regulerede enheder i en koncern, der er udpeget som finansielt konglomerat, kan foretages som en kombination af metoderne anvendt i henholdsvis §§ 5 og 6. Anvendelsen skal være i overensstemmelse med artikel 16 i Kommissionens delegerede forordning om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for anvendelse af beregningsmetoderne for kapitalkrav i finansielle konglomerater.

Kapital til dækning af det supplerende kapitalkrav
§ 8

Den kapital, der anvendes til dækning af det i § 125, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed nævnte supplerende kapitalkrav, skal være i overensstemmelse med de tekniske principper i Kommissionens delegerede forordning om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for anvendelse af beregningsmetoderne for kapitalkrav i finansielle konglomerater.

Ikrafttræden
§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2026.

Stk. 2 § 10 i bekendtgørelse nr. 677 af 12. juni 2025 om opgørelse af risikoeksponeringer, kapitalgrundlag og solvensbehov ophæves.