Bekendtgørelse om finansiering af driften af kvalitetskontrol, undersøgelser, Revisornævnet samt hvidvasktilsyn med revisorer og revisionsvirksomheder

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1313 af 15. november 2025

I medfør af § 49 a, stk. 2, og § 50, stk. 1-3, i revisorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 206 af 20. februar 2025, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
§ 1

Til finansiering af udgifterne ved kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder, jf. revisorlovens § 29 og §§ 34-35 b, undersøgelser vedrørende revisionsvirksomheder og revisorer, jf. lovens §§ 37-42, samt driften af Revisornævnet opkræver Erhvervsstyrelsen årligt et gebyr fra alle revisorer, der pr. 1. januar det pågældende år er godkendt og tilknyttet en revisionsvirksomhed.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen opkræver årligt et gebyr til finansiering af driften af kvalitetskontrol, undersøgelser og Revisornævnet fra alle udenlandske revisorer, der pr. 1. januar det pågældende år i medfør af revisorlovens § 10, stk. 5, er meddelt tilladelse til at varetage konkrete hverv, hvortil der i lovgivningen kræves en statsautoriseret eller registreret revisor.

Stk. 3 En revisionsvirksomhed, der er registreret efter revisorlovens § 13 a, betaler et årligt gebyr til finansiering af driften af kvalitetskontrol, undersøgelser og Revisornævnet. Erhvervsstyrelsen opkræver gebyr fra revisionsvirksomheder, der pr. 1. januar det pågældende år er optaget i registeret over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, jf. revisorlovens § 2, stk. 1. Gebyret opgøres på baggrund af antallet af revisorer, der er tilknyttet revisionsvirksomheden.

Stk. 4 En revisionsvirksomhed, der er registreret efter revisorlovens § 15, betaler årligt et gebyr til finansiering af driften af kvalitetskontrol, undersøgelser og Revisornævnet. Erhvervsstyrelsen opkræver gebyr fra revisionsvirksomheder, der pr. 1. januar det pågældende år er optaget i registeret over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, jf. revisorlovens § 2, stk. 1. Gebyret opgøres på baggrund af antallet af revisorer, der er tilknyttet revisionsvirksomheden.

Stk. 5 En revisor, der er etableret i et andet EU-land, et EØS-land eller Schweiz i henhold til aftale, som EU har indgået med Schweiz, og som er optaget i registeret over godkendte revisionsvirksomheder og over godkendte revisorer, med henblik på midlertidigt og lejlighedsvis at afgive erklæringer her i landet, jf. revisorlovens § 11, stk. 1, betaler et gebyr til finansiering af driften af Revisornævnet. Betalingen dækker den periode, for hvilken anmeldelsen er gældende.

§ 2

Til finansiering af tilsyn med revisorer og revisionsvirksomheder i henhold til hvidvaskloven opkræver Erhvervsstyrelsen årligt et gebyr fra alle revisorer, der pr. 1. januar det pågældende år er godkendt og tilknyttet en revisionsvirksomhed. Der opkræves ikke gebyr hos revisorer, der er tilknyttet en revisionsvirksomhed, der alene har til formål at eje ejerandele i andre revisionsvirksomheder.

Gebyrsatser
§ 3

Gebyret for kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder efter § 1, stk. 1-4, udgør 2.780 kr. (2025-niveau) pr. revisor, der er tilknyttet en revisionsvirksomhed, der reviderer virksomheder omfattet af revisorlovens § 1 a, stk. 1, nr. 3. Gebyret for øvrige revisionsvirksomheder efter § 1, stk. 1-4, udgør 2.950 kr. (2025-niveau) pr. revisor.

Stk. 2 Gebyret for undersøgelser efter § 1, stk. 1-4, udgør 1.600 kr. (2025-niveau) pr. revisor.

Stk. 3 Gebyret for Revisornævnet efter § 1, stk. 1-5, udgør 1.225 kr. (2025-niveau) pr. revisor.

Stk. 4 Gebyret for finansiering af tilsynet i henhold til hvidvaskloven efter § 2 udgør 2.200 kr. (2025-niveau) pr. revisor.

Stk. 5 Gebyrer efter stk. 1-4 kan pris- og lønreguleres hvert år. Gebyrerne reguleres første gang i 2026.

Ikrafttræden
§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2025.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 1453 af 23. juni 2021 om finansiering af driften af kvalitetskontrol, undersøgelser, Revisornævnet samt hvidvasktilsyn med revisorer og revisionsvirksomheder ophæves.