Forsøg forudsætter deltagelse af en fysisk person, der enten kan deltage som fører eller operatør af det selvkørende motorkøretøj, og som har til ansvar at overtage føringen, når dette anvises af det selvkørende motorkøretøjs tekniske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov herfor.
Stk. 2 Den fysiske person, jf. stk. 1, skal have erhvervet kørekort til den pågældende køretøjskategori og skal overholde reglerne om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer i færdselslovens §§ 53 og 54, jf. § 92 g, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 3 Færdselslovens § 55, stk. 1-3, og bestemmelser fastsat i medfør af § 55, stk. 4, finder på alle tidspunkter af den manuelle og automatiserede kørsel anvendelse for den fysiske person, jf. stk. 1. Færdselslovens § 77, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse, uanset om køretøjet føres manuelt eller automatiseret.
Stk. 4 Det påhviler tilladelsesindehaver at sikre, at den fysiske person, jf. stk. 1, har modtaget fornøden instruktion i at styre køretøjet med køretøjets særlige styreenhed.