Bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1685 af 16. december 2025

Kapitel 3 Synsvirksomhedens udstedelse af øvrig dokumentation
Supplerende attester
§ 10

Synsvirksomheden udsteder en eller flere supplerende attester efter følgende godkendelser ved et registreringssyn:

  • 1) Godkendelse af et trækkende køretøj til sammenkobling med flere bestemte påhængskøretøjer, jf. § 8, stk. 1.

  • 2) Godkendelse af en motorcykel til sammenkobling med en eller flere sidevogne, jf. § 8, stk. 2.

  • 3) Godkendelse af et trækkende køretøj til sammenkobling med et ubestemt antal påhængskøretøjer, der er ensartede, jf. § 9.

  • 4) Godkendelse af et køretøj i flere udførelser.

Stk. 2 Synsvirksomheden indberetter til Køretøjsregisteret, hvilke supplerende attester, der er udstedt.

Stk. 3 Supplerende attester efter stk. 1, nr. 1-3, eller kopi heraf skal medbringes under kørsel med tilkoblet køretøj.

Stk. 4 Supplerende attester efter stk. 1, nr. 4, eller kopi heraf skal medbringes under kørsel.

Koblingsspecifikation
§ 11

En synsvirksomhed kan efter anmodning udstede en koblingsspecifikation til et bestemt køretøj.

Stk. 2 Koblingsspecifikation efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om køretøjets og tilkoblingsanordningens art samt øvrige oplysninger, der er nødvendige for, at køretøjet kan godkendes efter § 8, stk. 4, uden et registreringssyn.

Synsrapport til lille knallert
§ 12

En synsvirksomhed skal efter anmodning, og på baggrund af et registreringssyn af en EF-typegodkendt lille knallert, der er ibrugtaget før 1. juli 2006, udstede en synsrapport, hvoraf det fremgår, at knallerten ikke er registreringspligtig, og at den har en konstruktiv bestemt maksimal hastighed på højst 30 km/t.

Stk. 2 Ved anmodningen skal der fremlægges en gyldig EF-overensstemmelsesattest, hvoraf det fremgår, at knallerten er EF-typegodkendt med en dokumenteret maksimal hastighed på højst 30 km/t.