Bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1685 af 16. december 2025

Kapitel 6 Fremstilling til registreringssyn
Køretøjer, der ikke tidligere har været registreret i Danmark, eller som senest har været registreret efter de særlige regler om forsvarets eller redningsberedskabets køretøjer
§ 23

Ved fremstilling til et registreringssyn af et køretøj, der ikke tidligere har været registreret i Danmark, eller som senest har været registreret efter de særlige regler om forsvarets eller redningsberedskabets køretøjer, skal fremstilleren oplyse følgende:

  • 1) Køretøjets art.

  • 2) Køretøjets anvendelse.

  • 3) Køretøjets drivkraft.

  • 4) Om køretøjet er nyt eller brugt.

  • 5) Om der er foretaget konstruktive ændringer efter seneste godkendelse.

§ 24

Ved fremstilling til et registreringssyn, jf. § 23, skal fremstilleren fremvise følgende til synsvirksomheden i det omfang, det er relevant for køretøjet:

  • 1) Dokumentation for køretøjets mærke, model, variant og stelnummer.

  • 2) Godkendelseserklæring, jf. § 14.

  • 3) EF-overensstemmelsesattest for lille knallert, jf. § 12, stk. 2.

  • 4) Vægtseddel fra vejning udført af en virksomhed akkrediteret til vejning, jf. dog stk. 3.

  • 5) Dataerklæring fra fabrikanten, dennes repræsentant, en godkendt prøvningsinstans eller en godkendt teknisk tjeneste, gyldig EF-overensstemmelsesattest eller gyldigt CoC.

  • 6) Dokumentation for, at køretøjet opfylder gældende regler ved godkendelse af konstruktive ændringer af køretøjer med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg.

  • 7) Dokumentation for, at køretøjet opfylder gældende regler ved godkendelse som replica-bil med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg.

  • 8) Øvrig dokumentation for forhold, der ikke kan undersøges med synsvirksomhedens udstyr, herunder dokumentation for, at køretøjet opfylder gældende krav til køretøjets indretning og udstyr.

Stk. 2 For køretøjer, der senest har været registreret i udlandet, skal fremstilleren også fremvise den udenlandske registreringsattest eller lignende dokumentation for køretøjets udenlandske registrering.

Stk. 3 Synsvirksomheden kan fravige kravet om vægtseddel, jf. stk. 1, nr. 4, hvis køretøjets køreklare vægt eller egenvægt kan bestemmes med tilstrækkelig sikkerhed på andet grundlag.

Stk. 4 Dokumenter, jf. stk. 1, nr. 5, må på tidspunktet for køretøjets fremstilling ikke være ældre end 1 år regnet fra udstedelsesdatoen. Gyldigheden på 1 år kan forlænges ved supplerende erklæring fra udstederen.

Køretøjer, der er eller senest har været registreret i Danmark
§ 25

Ved fremstilling til et registreringssyn af et køretøj, der er eller senest har været registreret i Danmark, skal fremstilleren oplyse følgende:

  • 1) Køretøjets art.

  • 2) Køretøjets anvendelse.

  • 3) Køretøjets drivkraft.

  • 4) Om køretøjet er nyt eller brugt.

  • 5) Om der er foretaget konstruktive ændringer efter seneste godkendelse.

§ 26

Ved fremstilling til et registreringssyn, jf. § 25, skal fremstilleren fremvise følgende til synsvirksomheden i det omfang, det er relevant for køretøjet:

  • 1) Dokumentation for køretøjets mærke, model, variant og stelnummer.

  • 2) Supplerende attester, jf. § 10.

  • 3) Koblingsspecifikation, jf. § 11.

  • 4) Registreringsattest.

  • 5) Godkendelseserklæring, jf. § 14.

  • 6) Dokumentation for at køretøjet opfylder gældende regler ved konstruktive ændringer af køretøjer, der ikke er omfattet af nr. 5.

  • 7) Øvrig dokumentation for forhold, der ikke kan undersøges med synsvirksomhedens normale udstyr, herunder dokumentation for, at køretøjet opfylder gældende krav til køretøjets indretning og udstyr.

Undersøgelse af køretøjet
§ 27

Ved et registreringssyn kontrollerer synsvirksomheden, om køretøjet er i forskriftsmæssig stand og køretøjets identitet.

Stk. 2 Synsvirksomheden skal, til brug for identifikation af køretøjet, foretage en visuel inspektion af køretøjet og anvende en anordning til tilslutning til køretøjets elektroniske grænseflade, som muliggør udlæsning.

§ 28

Synsvirksomheden kan kræve køretøjet adskilt eller belæsset, hvis det er nødvendigt af hensyn til gennemførelse af registreringssynet eller for bedømmelsen af køretøjets egenskaber.

§ 29

Den tekniske kontrol udføres ved hjælp af eksisterende teknikker og udstyr.

§ 30

Hvis køretøjet er eller senest har været registreret i Danmark, skal synsvirksomheden kontrollere, at det fremstillede køretøj er identisk med det senest registrerede.

§ 31

Kan synsvirksomheden ikke konstatere en første registreringsdato i forbindelse med den tekniske kontrol, skal den 1. januar i køretøjets fabrikationsår anvendes.

Stk. 2 Kan synsvirksomheden ikke konstatere et fabrikationsår, jf. stk. 1, kan synsvirksomheden skønsmæssigt fastsætte køretøjets fabrikationsår.

Stk. 3 Synsvirksomheden indberetter data, jf. stk. 1 og 2, til Køretøjsregisteret i forbindelse med et registreringssyn.

§ 32

Ved registreringssyn af en ibrugtaget lastbil eller en ibrugtaget personbil til flere end 9 personer (bus), som skal være forsynet med hastighedsbegrænser, jf. bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning, udstyr og anvendelse, skal synsvirksomheden foretage en kontrol af hastighedsbegrænseren i overensstemmelse med bilag 1.

Tilladt kørsel
§ 33

Køretøjer, der i forbindelse med et registreringssyn eller et omsyn efter et registreringssyn ikke kan godkendes, må kun benyttes til den kørsel, der er nødvendig for at udbedre de fejl eller mangler, der ligger til grund for synsvirksomhedens eller omsynsvirksomhedens afgørelse.

Stk. 2 Synsvirksomheden kan fastsætte vilkår for kørsel til reparation eller helt forbyde kørsel.

Indberetning til Køretøjsregisteret
§ 34

Godkendes et godkendelsespligtigt køretøj ved et registreringssyn, indberetter synsvirksomheden dette til Køretøjsregisteret. Godkendelsen er gyldig i 1 år til den anførte art og anvendelse m.v.

§ 35

Ved indberetning til Køretøjsregisteret af første registrering i Danmark, ændringer af art, anvendelse eller tekniske data, udleverer synsvirksomheden en udskrift af det indberettede registreringsgrundlag til fremstiller.