Bekendtgørelse om midlertidig maritim omstillingspulje for Brexit-ramte virksomheder i den maritime sektor Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1362 af 29. september 2022

Kapitel 5 Ansøgning og dokumentation
§ 7

Puljen udmøntes over to ansøgningsrunder, én i 2022 og én i 2023. Søfartsstyrelsen fastsætter de præcise datoer.

Stk. 2 Ansøgningen skal udarbejdes i et særligt skema, der er tilgængeligt via virk.dk. Skemaet vedlægges de foreskrevne bilag samt dokumentation, jf. § 8.

Stk. 3 Der kan alene ansøges om tilskud til én virksomhed. Alle enheder, som de jure eller de facto kontrolleres af én og samme enhed, betragtes som én virksomhed.

Stk. 4 Søfartsstyrelsen behandler ansøgningerne efter ansøgningsfristerne, jf. stk. 1, med henblik på udbetaling af tilskud inden for puljens rammer.

§ 8

Virksomheden skal på forlangende i ansøgningsblanketten, jf. § 7, stk. 2, eller på forespørgsel fra Søfartsstyrelsen indsende følgende:

  • 1) Opgørelse af det tilskudsberettigede omsætningstab.

  • 2) Redegørelse og dokumentation for at virksomhedens omsætningstab skyldes Brexit.

§ 9

Virksomheden skal indsende en erklæring om al øvrig de minimis-støtte, som virksomheden har modtaget i indeværende og de to foregående regnskabsår i medfør af Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 eller øvrige de minimis-forordninger. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på virk.dk.

Stk. 2 Virksomheden skal under strafansvar, jf. § 14, på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger efter § 7, stk. 2, er korrekte, og at ansøger ikke selv er skyld i omsætningstabet. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på virk.dk.

Stk. 3 Virksomheden skal erklære sig på tro og love, at den ikke får omsætningstabet dækket andetsteds.

§ 10

Søfartsstyrelsen kan af virksomheden og dens ledelse forlange de oplysninger, som er nødvendige for at dokumentere, at kravene til ansøgningen i denne bekendtgørelse er overholdt.

Stk. 2 Søfartsstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til det ansøgte tilskud, eksempelvis ved atypiske forhold omkring ansøgningsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.

Stk. 3 Søfartsstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 2, udtages til udvidet sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.

Stk. 4 Søfartsstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 1 og stk. 3, en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 5 Der kan alene udbetales tilskud, når sagen er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Søfartsstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 4.