Efter denne bekendtgørelse ydes tilskud til virksomheder i den maritime sektor, som er negativt påvirket af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union (Brexit). Tilskuddene gives med henblik på at afbøde den negative effekt af Brexit og understøtte virksomhederne i deres omstilling til nye markeder.
Stk. 2 Tilskuddene udmøntes på baggrund af to ansøgningsrunder til en midlertidig maritim omstillingspulje.
Stk. 3 Den maritime omstillingspulje, jf. stk. 2, gælder fra og med 1. oktober 2022 til og med 31. december 2023.
Stk. 4 Virksomheder kan søge den maritime omstillingspulje om tilskud for 50 pct. af deres omsætningstab.
Stk. 5 Organer inden for den offentlige forvaltning falder uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde.
Stk. 6 Tilskuddet ydes som de minimis-støtte i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (EUT L 352 af 24. december 2013, s. 1), som senest ændret ved Kommissionens forordning nr. 2020/972 af 2. juli 2020.