Kapitel 13 Energinets opgavevaretagelse i forbindelse med sektorberedskabet
Energinet skal varetage de koordinerende, planlægningsmæssige og operative opgaver i sektorberedskabet før, under og efter en hændelse for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren, herunder:
-
1) Indhente og videreformidle data og information, der er nødvendig for sektorberedskabet, mellem myndigheder og virksomheder i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren, herunder data og information af betydning for forsyningssikkerheden.
-
2) Udmelde ændringer i sektorberedskabsniveau og iværksættelse af sektorberedskabsforanstaltninger for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren.
-
3) Forestå krisehåndteringen ved aktivering af sektorberedskabsplaner for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren.
Stk. 2 Energinet skal i forbindelse med krisehåndteringen efter stk. 1, nr. 3, indhente relevant og opdateret information om henholdsvis:
-
1) Situationen i nabolandes el-, gas- og brintforsyningssystemer af relevans for krisehåndteringen i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren.
-
2) Situationen i væsentlige dele af det indenlandske elnet, også på spændingsniveauer under 100 kV.
-
3) Situationen i væsentlige dele af de indenlandske gas- og brintforsyningssystemer, herunder også distribution, produktion og lager.
Stk. 3 Energinet skal ved forsyningsafbrydelser, som berører flere virksomheder i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren, koordinere krisehåndteringen på tværs af relevante virksomheder og Energistyrelsen, herunder bistå med kontaktoplysninger til virksomheder og myndigheder i en akut situation samt oplysninger om aktuelle driftstilstande til brug for virksomheders håndtering af hændelser.
Stk. 4 Energinet skal til enhver tid og uden unødigt ophold kunne modtage og videreformidle information af betydning for beredskabet fra myndigheder og andre aktører, til relevante virksomheder i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren og Energistyrelsen.
Energinet skal etablere et formaliseret samarbejde om beredskabsforhold i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren, herunder gennem vidensdeling og møder om beredskab, fysisk sikring og cybersikkerhed.
Energinet skal varetage arbejdet for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren i de lokale beredskabsstabe, som er etableret af politikredsene, og kan inddrage relevante virksomheder heri. Energinet skal sammen med Energistyrelsen kunne indgå i den nationale krisestyring.
Energinet kan udsende beredskabsmeddelelser om el-, gas- og brintforsyningen i henhold til aftale mellem DR, TV 2/DANMARK A/S, Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen om fremgangsmåden ved udsendelse af beredskabsmeddelelser (varslingsaftalen).
Energinet skal føre en fortegnelse over informationsstrømme i digital og fysisk form, som indgår i styringskritiske funktioner og beslutningsprocesser i sektorberedskabet for henholdsvis el-, gas-, og brintsektoren. Fortegnelsen skal indeholde et samlet overblik over de indbyrdes relationer for aktørerne i forsyningssystemerne for henholdsvis el-, gas-, og brintsektoren samt en vurdering af risici for tab af fortrolighed, integritet og tilgængelighed for informationsstrømmene.
Stk. 2 Fortegnelsen skal holdes opdateret, så fortegnelsen altid er retvisende.
Energinet skal årligt den 1. marts udarbejde en sektorrisiko- og sårbarhedsvurdering for henholdsvis el-, gas- og brintforsyningssystemerne i Danmark, første gang i 2026.
Stk. 2 Sektorrisiko- og sårbarhedsvurderinger efter stk. 1 skal baseres på konklusioner fra virksomheders risiko- og sårbarhedsvurderinger, jf. § 107, i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren. Energistyrelsen sender senest den. 1. november hvert år konklusionerne til Energinet
Stk. 3 Sektorrisiko- og sårbarhedsvurderinger skal inkludere risici forbundet med forsyningssystemernes sammenhænge med relevante forsyningssystemer i udlandet og gensidige afhængigheder.
Stk. 4 Energistyrelsen kan påbyde Energinet at opdatere og sende en opdateret sektorrisiko- og sårbarhedsvurdering til Energistyrelsen ved ændringer i trusselsbilledet eller forsyningssituationen i øvrigt indenfor en nærmere fastsat frist.
Energinet skal udarbejde sektorberedskabsplaner for henholdsvis el-, gas- og brintforsyningssystemerne i Danmark. Sektorberedskabsplanerne skal angive, hvordan Energinet planlægger at styre kriseindsatsen på en koordineret måde. Sektorberedskabsplaner skal indeholde:
-
1) Ansvarsfordelingen mellem virksomheder i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren og Energinet.
-
2) Beskrivelse af hvordan Energinet planlægger at informere virksomheder i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren om ændringer i sektorberedskabet, således at der opnås en fælles situationsforståelse hos virksomheder.
-
3) Krav til form på og indhold i situationsrapporter, som virksomheder i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren skal sende til Energinet i forbindelse med håndteringen af en hændelse, som har aktiveret sektorberedskabsplanerne.
-
4) Beskrivelse af kommunikationsveje, herunder alternative kommunikationsveje og forholdsregler i forbindelse med kompromittering af normale kommunikationsveje.
-
5) Instruktion om kryptering af information og driftsordrer.
Stk. 2 Sektorberedskabsplanerne skal være koordineret på tværs af henholdsvis el-, gas- og brintsektoren.
Stk. 3 Sektorberedskabsplanerne skal forholde sig til relevante forsyningssystemer i udlandet og være koordineret med de relevante systemansvarlige virksomheder i udlandet.
Sektorberedskabsplaner efter § 87 skal opdateres senest tre måneder efter gennemførelse eller opdatering af en sektorrisiko- og sårbarhedsvurdering, jf. § 86.
Stk. 2 Sektorberedskabsplanerne skal være versionsstyret med en kort beskrivelse af ændringer i forhold til tidligere versioner.
Stk. 3 Energinet skal årligt den 1. april sende opdaterede sektorberedskabsplaner for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren til Energistyrelsen, første gang i 2026.
Stk. 4 Energistyrelsen skal godkende sektorberedskabsplanerne for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren. Sektorberedskabsplanerne må tages i brug under godkendelsesprocessen.
Energinet skal have en plan over sektorøvelser, som Energinet planlægger at gennemføre for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren over en femårig periode. Planen skal deles med berørte virksomheder.
Stk. 2 Den femårige øvelsesplan for sektorberedskabet skal som minimum dække øvelseselementerne nr. 1-11, 13-14, 16-17 og 19 i bilag 4.
Stk. 3 Energinet skal første gang udarbejde en femårig øvelsesplan for sektorberedskabet, som dækker perioden fra den 1. april 2025 til den 31. marts 2030. Derefter udarbejdes en ny øvelsesplan for en ny femårig periode.
Stk. 4 Den femårige øvelsesplan for sektorberedskabet er tentativ og skal opdateres én gang årligt og ved væsentlige ændringer.
Energinet skal evaluere sektorberedskabsøvelser som gennemføres i henhold til § 89. Energinet skal involvere relevante virksomheder i evalueringsprocessen.
Stk. 2 Energinet skal udarbejde og sende en øvelsesevaluering til godkendelse i Energistyrelsen senest tre måneder efter, at en sektorberedskabsøvelse er afholdt. Øvelsesevalueringen skal indeholde elementerne beskrevet i § 23, stk. 2.
Stk. 3 Energinet skal videreformidle konklusioner fra øvelsesrapporten til virksomheder omfattet af sektorberedskabet i henholdsvis el-, gas- og brintsektoren.
Energistyrelsen kan godkende, at en evaluering af en hændelse, som har aktiveret henholdsvis sektorberedskabsplaner for el-, gas- og brintsektoren, kan indgå som en sektorberedskabsøvelse i sektorberedskabets øvelsesplan. Energinet skal i forbindelse med ansøgningen sende en opdateret øvelsesplan for sektorberedskabet sammen med en hændelsesevaluering efter § 78.
Energinet skal årligt gennemføre funktionstests af teknisk udstyr, som Energinet planlægger at anvende i forbindelse med aktiveringen af sektorberedskabsplaner for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren, herunder test af alternative kommunikationsmidler og teknisk kontrol af kommunikationsveje.
Energinet skal senest 1. maj hvert år fremsende en årlig redegørelse til Energistyrelsen om status på henholdsvis el-, gas- og brintsektorens beredskab, herunder om virksomhedens beredskabsarbejde for henholdsvis el-, gas- og brintsektoren i det forløbne år.