Bekendtgørelse om onlinekasino Kapitel 5

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om onlinekasino er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 682 af 11. juni 2025

Kapitel 5 Information til spilleren
§ 14

Alle informationer, som tilladelsesindehaver er forpligtet til at stille til rådighed for spilleren efter bestemmelser fastsat i lov om spil og tilhørende forskrifter, skal være tilgængelige på dansk på tilladelsesindehavers hjemmeside. Al anden kommunikation mellem spillere og tilladelsesindehaver skal kunne ske på dansk.

§ 15

På tilladelsesindehavers hjemmeside eller brugergrænseflade skal der:

  • 1) fremgå, at det ikke er tilladt for personer under 18 år at deltage i spillene,

  • 2) informeres om ansvarligt spil og de potentielle skadevirkninger af spil, hvor informationen skal være udarbejdet i samarbejde med et behandlingscenter for spilafhængighed,

  • 3) formidles adgang til en selvtest for spilafhængighed,

  • 4) formidles information om og kontaktadresser på danske behandlingscentre for spilafhængighed,

  • 5) henvises til Spillemyndighedens hjælpelinje til ansvarligt spil, og

  • 6) informeres om muligheden for at registrere sig i registret over frivilligt udelukkede spillere, jf. § 24.

Stk. 2 Informationen i stk. 1 skal være placeret på en fremtrædende plads på tilladelsesindehavers hjemmeside eller brugergrænseflade og skal kunne tilgås fra alle sider på hjemmesiden.

Stk. 3 På forsiden af tilladelsesindehavers hjemmeside eller brugergrænseflade skal det fremgå, at tilladelsesindehaver har tilladelse fra og er under tilsyn af Spillemyndigheden.

Stk. 4 Der skal formidles adgang til Spillemyndighedens hjemmeside.

§ 16

Tilladelsesindehaver skal på dennes hjemmeside eller brugergrænseflade anvende Spillemyndighedens mærkningsordning.

Stk. 2 Spillemyndighedens mærke skal placeres på forsiden af tilladelsesindehaverens hjemmeside. På hjemmesidens øvrige sider skal mærket være let synligt for spilleren.

Stk. 3 Tilladelsesindehaver skal til enhver tid benytte sig af den seneste offentliggjorte version af mærket, der er udarbejdet af Spillemyndigheden. Mærket må ikke af tilladelsesindehaver ændres i design, proportioner eller farver.

Stk. 4 Mærket må ikke anvendes på en måde, der giver indtryk af, at Spillemyndigheden er medarrangør eller sponsor.

Stk. 5 Mærket må ikke benyttes af tilladelsesindehaverens samarbejdspartnere eller andre parter, der ikke har en tilladelse fra Spillemyndigheden.

§ 17

Der skal på tilladelsesindehavers hjemmeside forefindes et ur, der giver spilleren mulighed for at orientere sig om tidsforbruget på spilsiden. Uret skal være let synligt for spilleren hele tiden.

§ 18

Tilladelsesindehaver, som udbyder onlinebingo via tv, og som ikke har en hjemmeside, skal stille den i § 14, stk. 1, 1. pkt., og § 15, stk. 1 og 3, nævnte information til rådighed for spilleren på anden vis.

Stk. 2 Tilladelsesindehaver skal i forbindelse med udsendelsen informere spilleren om alderskravet, jf. § 15, stk. 1, nr. 1, og om tilladelsen og tilsynet, jf. § 15, stk. 3, samt hvor yderligere information som nævnt i §§ 14 og 15 findes.

Stk. 3 § 17 gælder ikke for onlinebingo udbudt via tv.