Bekendtgørelse om registreringsafgift § 8

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om registreringsafgift er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1030 af 25. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2525 af 15. december 2021, bekendtgørelse nr. 149 af 27. januar 2023 og bekendtgørelse nr. 490 af 12. maj 2025

§ 8

Skatteforvaltningen kan efter ansøgning midlertidigt afgiftsfritage motorkøretøjer, der af danske statsborgere, herunder færinger og grønlændere, medbringes ved tilflytning fra Færøerne eller Grønland.

Stk. 2 Afgiftsfritagelse kan ske, hvis følgende betingelser opfyldes:

  • 1) Tilflytteren skal inden for de sidste 12 år have opholdt sig i mindst 5 år på Færøerne eller i Grønland.

  • 2) Køretøjet skal være benyttet af tilflytteren på Færøerne eller i Grønland i mindst 1 år umiddelbart forud for indtræden af pligten til at lade køretøjet registrere i Køretøjsregisteret.

  • 3) Opholdet her i landet må ikke overstige 3 år.

  • 4) Der skal være betalt afgift af køretøjet på Færøerne eller i Grønland.

Stk. 3 Tilladelsen omfatter kun det køretøj, som er medbragt ved tilflytningen.

Stk. 4 Overskrides det tidsrum, tilladelsen er givet for, eller afhændes motorkøretøjet, forfalder afgiften med det beløb, der skulle have været betalt på tidspunktet for registreringspligtens indtræden.

Stk. 5 Køretøjet må her i landet kun benyttes af tilflytteren og af personer, der tilhører dennes husstand.