Kapitel 1 Revisornævnets kompetence
Revisornævnet behandler:
-
1) Klager over, at en statsautoriseret eller registreret revisor ved udøvelsen af opgaver i henhold til revisorlovens § 1, stk. 2 og 3, tilsidesætter de pligter, som stillingen medfører.
-
2) Klager indbragt af Erhvervsstyrelsen eller anden offentlig myndighed, jf. revisorlovens § 43 a over en revisor, en revisionsvirksomhed eller en udenlandsk revisionsvirksomhed, der er omfattet af § 13 a, for tilsidesættelse af den pågældendes forpligtelser efter hvidvaskloven eller rådgivning af en kunde i strid med kundens forpligtelser efter hvidvaskloven.
-
3) Klager over en udenlandsk revisor, der, jf. revisorlovens § 10, stk. 5, har fået tilladelse til at varetage et konkret hverv, og klagen vedrører dette hverv.
-
4) Klager over en revisor, der er registreret i henhold til revisorlovens § 11, stk. 1, vedrørende en af denne afgivet erklæring efter revisorlovens § 1, stk. 2 og 3.
-
5) Klager over en revisionsvirksomhed eller en udenlandsk revisionsvirksomhed, der er omfattet af revisorlovens § 13 a, indbragt af Erhvervsstyrelsen, jf. revisorlovens § 43, stk. 4 eller 5.
-
6) Klager over en revisor eller en revisionsvirksomhed, der er registreret i henhold til revisorlovens § 15, stk. 1, vedrørende en afgivet revisionspåtegning på et årsregnskab eller koncernregnskab for en virksomhed, der ikke har hjemsted her i landet, i et andet EU-land eller i et EØS-land, og hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Danmark.
-
7) Klager over virksomheder af interesse for offentligheden som defineret i revisorlovens § 1 a, stk. 1, nr. 3, eller medlemmer af sådanne virksomheders øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg vedrørende de nævntes tilsidesættelse af forpligtelser efter:
-
a) Revisorloven.
-
b) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden.
-
c) Regler, der gennemfører artikel 38 i direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EU af 16. april 2014.
-
Stk. 2 Klager over en revisors vederlag samt kollegiale sager kan ikke indbringes for nævnet.
Stk. 3 Revisornævnet behandler endvidere klager over, at en verifikator ved udførelsen af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering tilsidesætter de pligter, som stillingen medfører.
Kapitel 2 Revisornævnets organisation
Revisornævnet består af en formand og en eller flere næstformænd, hvoraf mindst et medlem skal være landsdommer. Nævnet består derudover af mindst 19 andre medlemmer, hvoraf
-
1) mindst 5 medlemmer skal være statsautoriserede revisorer,
-
2) 3 medlemmer skal så vidt muligt være registrerede revisorer,
-
3) mindst 3 medlemmer skal opfylde betingelserne i § 43, stk. 2, nr. 1, i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering og
-
4) 8 medlemmer skal være repræsentanter for regnskabsbrugerne.
Stk. 2 Repræsentanter for regnskabsbrugerne må ikke inden for de seneste 3 år før udpegningen som medlem af nævnet have været godkendte revisorer. Blandt regnskabsbrugerne skal mindst 2 medlemmer have ledelseserfaring fra en virksomhed af interesse for offentligheden, hvoraf det ene medlem skal have erfaring fra en finansiel virksomhed og det andet medlem erfaring fra en ikke-finansiel virksomhed af interesse for offentligheden.
Stk. 3 Medlemmer, jf. stk. 1, nr. 1-4, må ikke inden for de seneste 5 år før udpegningen:
-
1) Have haft en sag ved Revisornævnet, medmindre klagen er afvist, jf. § 11, eller nævnet har frifundet den indklagede.
-
2) Være blevet pålagt strafansvar for overtrædelse af kapitel 28 i straffeloven, revisorloven eller lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.
Stk. 4 Ved udvidelse af nævnets medlemskreds skal forholdet mellem antallet af statsautoriserede revisorer og registrerede revisorer så vidt muligt opretholdes, ligesom antallet af repræsentanter for regnskabsbrugerne skal svare til antallet af statsautoriserede revisorer og registrerede revisorer.
Stk. 5 Nævnets medlemmer udpeges af Erhvervsstyrelsen for en periode af indtil 4 år. Nævnets formandskab og medlemmer kan genudpeges. Et medlems udpegning bortfalder, hvis betingelsen i stk. 2, 1. pkt., eller betingelserne i stk. 3 ikke længere er opfyldt. Erhvervsstyrelsen kan udpege et nyt medlem for den resterende del af valgperioden.
Formanden tilrettelægger Revisornævnets arbejde, herunder arbejdet i sekretariatet. Formanden påser, at sagerne fremmes med tilbørlig hurtighed.
Stk. 2 Medlemmerne, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, deltager alene i behandling af klager, jf. § 1, stk. 1. Medlemmer, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, deltager alene i behandling af klager, jf. § 1, stk. 3. De i stk. § 2, stk. 2, 2. pkt., nævnte medlemmer deltager som udgangspunkt alene ved behandlingen af sager omfattet af § 1, stk. 1, nr. 7.
Stk. 3 Nævnets sekretariatsopgaver varetages af Nævnenes Hus. Formanden kan delegere opgaver vedrørende sagernes forberedelse til sekretariatet.
Formanden afgør ud fra en bedømmelse af den enkelte sag, hvor mange og hvilke medlemmer der skal deltage i en sags behandling. Antallet af revisorer skal altid svare til antallet af repræsentanter for regnskabsbrugerne.
Stk. 2 Bortset fra sager, der afgøres af formanden alene i henhold til § 11, skal der ved nævnets behandling af en sag, der vedrører en statsautoriseret revisor, mindst deltage 1 statsautoriseret revisor. Tilsvarende skal der ved nævnets behandling af en sag vedrørende en registreret revisor mindst deltage 1 revisor, der så vidt muligt skal være registreret revisor.
Stk. 3 I sager, hvor en klager har nedlagt påstand om betinget frakendelse, jf. revisorlovens § 44, stk. 2, forbud, jf. lovens § 44, stk. 3, eller frakendelse, herunder midlertidig frakendelse, jf. lovens § 44, stk. 4 og 5, eller § 44, stk. 6, 4. pkt., skal foruden formanden eller en næstformand og mindst to repræsentanter for regnskabsbrugerne deltage et tilsvarende antal statsautoriserede henholdsvis registrerede revisorer.
Stk. 4 Ved nævnets behandling af en sag omfattet af § 1, stk. 1, nr. 7, skal der bortset fra sager, der afgøres af formanden alene i henhold til § 11, mindst deltage 1 statsautoriseret revisor og 1 repræsentant for regnskabsbrugerne. Den statsautoriserede revisor skal så vidt muligt have erfaring med revision af virksomheder af offentlig interesse, og repræsentanten for regnskabsbrugerne skal have ledelseserfaring fra virksomheder af interesse for offentligheden. I sager, hvor klager har nedlagt påstand om nedlæggelse af forbud efter revisorlovens § 44 b, stk. 2, skal foruden formanden eller en næstformand og mindst 2 statsautoriserede revisorer deltage et tilsvarende antal repræsentanter for regnskabsbrugerne med ledelseserfaring fra en virksomhed af interesse for offentligheden.
Formanden afgør ud fra en bedømmelse af den enkelte sag, hvor mange og hvilke medlemmer der skal deltage i en sags behandling. Antallet af medlemmer, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, skal altid svare til antallet af repræsentanter for regnskabsbrugerne.
Stk. 2 Bortset fra sager, der afgøres af formanden alene i henhold til § 11, skal der ved nævnets behandling af en sag, der vedrører en verifikator, mindst deltage 1 medlem, jf. § 2, stk. 1, nr. 3.
Stk. 3 I sager, hvor klager har nedlagt påstand om betinget frakendelse, jf. § 44, stk. 2, i lov om afhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering, forbud, jf. samme lovs § 44, stk. 3, eller frakendelse, herunder midlertidig frakendelse, jf. samme lovs § 44, stk. 4 og 5, skal foruden formanden eller en næstformand og mindst 2 repræsentanter for regnskabsbrugerne deltage et tilsvarende antal medlemmer, jf. § 2, stk. 1, nr. 3.
Formanden fastsætter tid, sted og dagsorden for Revisornævnets møder og drager omsorg for mødernes indkaldelse. Er et møde offentligt, jf. § 16, stk. 3, skal dette med mindst 3 dages varsel bekendtgøres på nævnets hjemmeside www.naevneneshus.dk med angivelse af tid og sted for mødet.
Stk. 2 Formanden eller en næstformand leder forhandlingerne på nævnets møder.
Stk. 3 Fordelingen af de enkelte sager mellem formand og næstformænd bestemmes af formanden. Næstformændene varetager i de sager, der af formanden er overladt til dem, de beføjelser, der ved nærværende bekendtgørelse er tillagt formanden.
Et medlem af Revisornævnet må ikke deltage i behandlingen af en sag, når vedkommende efter retsplejelovens regler må anses for inhabil som dommer.
Stk. 2 Et medlem skal snarest muligt underrette nævnets formand om omstændigheder, som kan rejse tvivl om, hvorvidt vedkommende må anses for inhabil ved behandlingen af en sag. Formanden træffer beslutning om, hvorvidt den pågældende kan deltage ved behandlingen af sagen.
Kapitel 3 Indbringelse af sager for Revisornævnet
Klager indgives skriftligt til Revisornævnet, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg eller pr. mail til revisor@naevneneshus.dk. Er klagen indgivet pr. mail, anses den som modtaget på det tidspunkt, hvor klageren har afsendt den til nævnets mailadresse.
Stk. 2 En klage skal være indgivet senest 5 år efter, at den pligtstridige handling eller undladelse, som klagen vedrører, er ophørt, medmindre fristen for indgivelse af klagen er afbrudt ved Erhvervsstyrelsens meddelelse om iværksættelse af en undersøgelse, jf. revisorlovens § 46, stk. 2, eller jf. § 47, stk. 2, i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.
Stk. 3 Med klagen skal følge et klagegebyr på 500 kr. Nævnets sekretariat kan fastsætte en frist til betaling af gebyret. Sekretariatet kan afvise klagen, hvis betaling af gebyret ikke er sket ved fristens udløb.
Stk. 4 For klager indbragt af Erhvervsstyrelsen, Finanstilsynet, Skatteministeriet, kommunale eller regionale tilsynsmyndigheder, anklagemyndigheden, FSR - danske revisorer eller Foreningen Danske Revisorer betales ikke gebyr.
En klage skal indeholde en fremstilling af de forhold, der ønskes bedømt af Revisornævnet.
Stk. 2 Nævnet kan kun træffe afgørelse om frakendelse, herunder midlertidig frakendelse, forbud, eller betinget frakendelse, jf. revisorlovens § 44, stk. 2-5, § 44, stk. 6, 4. pkt., eller § 44 b, stk. 2, når klageren har nedlagt påstand herom. Tilsvarende gælder for afgørelser om frakendelse, herunder midlertidig frakendelse, forbud eller betinget frakendelse, jf. § 44, stk. 2-5, i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.
Formanden kan afvise Revisornævnets behandling af:
-
1) Klager, der ikke er omfattet af § 1, stk. 1 og 3.
-
2) Klager, der på forhånd må skønnes grundløse, medmindre klagen er omfattet af revisorlovens § 43, stk. 6, 2. eller 3. pkt., eller § 44 a, stk. 3, 4. pkt., eller klagen er omfattet af § 43, stk. 5, 2. pkt., i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.
-
3) Klager, hvor klager ikke kan anses at have en retlig interesse i det forhold, klagen angår, medmindre klagen er omfattet af revisorlovens § 43, stk. 6, 2. eller 3. pkt., eller § 44 a, stk. 3, 4. pkt., eller klagen er omfattet af § 43, stk. 5, 2. pkt., i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.
-
4) Klager, der er indgivet for sent.
Kapitel 4 Sagens forberedelse
Revisornævnet forelægger klagen for den indklagede med opfordring om at udtale sig skriftligt inden en nærmere fastsat frist. Samtidig skal indklagede have oplysning om, at klagen vil kunne behandles på det foreliggende grundlag, hvis indklagede ikke inden fristens udløb svarer i sagen.
Stk. 2 Indklagedes svar på klagen forelægges for klageren. Finder formanden det påkrævet, skal parterne have lejlighed til at fremkomme med yderligere skriftlige indlæg inden en fastsat frist.
Stk. 3 Formanden sørger for, at de nødvendige oplysninger til sagens behandling foreligger, og at de nødvendige undersøgelser er foretaget. På ethvert tidspunkt under sagens behandling kan nævnet indhente yderligere oplysninger.
Stk. 4 Formanden sørger for, at parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, når disse må anses af betydning for sagens afgørelse, medmindre afgørende hensyn til offentlige eller private interesser taler herimod, herunder hensynet til en indklaget persons eller virksomheds klients forretningsforhold eller økonomiske forhold.
Kapitel 5 Sagens berammelse, parternes fremmøde og repræsentation
En part kan anmode om fremmøde ved Revisornævnets behandling af sagen. Anmodning skal inden afslutningen af sagens forberedelse fremsættes skriftligt over for nævnets sekretariat. Formanden kan dispensere fra fristen i 2. pkt.
Stk. 2 Har en part anmodet om fremmøde, men udebliver, kan formanden beslutte, at sagen kan behandles på det foreliggende grundlag.
En part kan ved et fremmøde i Revisornævnet lade sig repræsentere ved en tredjemand, der skal være myndig.
Stk. 2 Formanden fastsætter på baggrund af en parts ønske om ved fremmødet at lade sig repræsentere af en bestemt tredjemand tidspunkt og sted for nævnets behandling af sagen. Formanden kan under hensynet til fremme af en sags behandling og uanset en parts ønske om at lade sig repræsentere af en bestemt tredjemand fastsætte tidspunkt og sted for nævnets behandling af sagen.
Kapitel 6 Sagens afgørelse
Revisornævnet behandler sagerne i møder på skriftligt eller elektronisk grundlag. Nævnet kan afholde virtuelle møder.
Stk. 2 En klage kan behandles ved skriftlig procedure, medmindre en af sagens parter har fremsat anmodning om at give møde for nævnet, eller et af de i sagen deltagende nævnsmedlemmer anmoder om, at sagen behandles på et nævnsmøde.
Formanden kan af egen drift eller efter anmodning fra en part indkalde parterne til at give møde for Revisornævnet og afgive forklaring.
Stk. 2 Formanden kan tillade, at andre end sagens parter indkaldes for at afgive forklaring for nævnet.
Stk. 3 Nævnets møder er ikke offentlige. Formanden kan efter en parts anmodning bestemme, at offentligheden får adgang til nævnets møder, medmindre dette vil kunne tilføje nogen unødig krænkelse, herunder ved at forretnings- eller driftshemmeligheder røbes.
Forinden Revisornævnet træffer afgørelse vedrørende en klage, der er indgivet af andre end Erhvervsstyrelsen, kan nævnet indhente en udtalelse fra Erhvervsstyrelsen om, hvorvidt en tilsvarende sag måtte antages at ville blive indbragt for nævnet af styrelsen.
Tages en klage helt eller delvist til følge, indgår ved Revisornævnets afgørelse af, hvilken sanktion indklagede pålægges, alle relevante omstændigheder, herunder:
-
1) Forseelsens grovhed og varighed.
-
2) Den ansvarlige persons grad af ansvar.
-
3) Indklagedes finansielle styrke, f.eks. med udgangspunkt i den ansvarlige virksomheds samlede omsætning eller for så vidt angår fysiske personer den ansvarlige persons årsindkomst.
-
4) Indklagedes fortjeneste eller undgåede tab, såfremt disse beløb kan beregnes.
-
5) Indklagedes medvirken til sagens oplysning.
-
6) Forseelser, som indklagede tidligere har begået.
-
7) Revisors eller verifikators rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant, særligt forseelsens betydning for tredjemands beslutning om f.eks. ydelse af kredit eller indgåelse af forretningsmellemværende.
Revisornævnets afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Stk. 2 En afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse. Beror afgørelsen på en flertalsbeslutning, anføres det i afgørelsen, og mindretallet begrunder sin stilling til klagen.
Stk. 3 Får klager helt eller delvist medhold i klagen, tilbagebetales klagegebyret. Det samme gælder, hvis klagen afvises.
Stk. 4 Formanden drager omsorg for, at afgørelsen meddeles parterne, og at parterne gøres bekendt med adgangen til og fristen for indbringelse af afgørelsen for domstolene, jf. revisorlovens § 52, stk. 5, og § 52 b, stk. 1, henholdsvis § 61, stk. 5, og § 63 i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering. Nævnets kendelser sendes til Erhvervsstyrelsen.
Stk. 5 Revisornævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 7 Offentliggørelse, anonymisering og beretning
Revisornævnets kendelser i klager, jf. § 1, stk. 1, offentliggøres i henhold til revisorlovens § 47 c og § 47 d. Kendelser i klager, jf. § 1, stk. 3, offentliggøres i henhold til § 51 i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.
Stk. 2 Offentliggørelse sker i alle tilfælde uden angivelse af tredjemands identitet.
Stk. 3 På anmodning af en indklaget kan nævnet undlade at anonymisere indklagedes identitet i en kendelse, hvor nævnet har frifundet indklagede eller tildelt denne en advarsel.
Stk. 4 Nævnets formand kan beslutte at offentliggøre beslutninger eller kendelser vedrørende en sags formalitet truffet under sagens forberedelse, herunder hvis en klage afvises efter § 11. Indklagedes og tredjemands identitet anonymiseres i så fald.
Stk. 5 Offentliggørelsen sker på nævnets hjemmeside.
Kapitel 8 Revisornævnets behandling af sager om midlertidig frakendelse
For behandlingen af sager om midlertidig frakendelse af en revisors godkendelse efter revisorlovens § 44, stk. 5, og en verifikators godkendelse efter § 44, stk. 5, i lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering gælder særlige bestemmelser om fravigelse af forvaltningslovens § 8, stk. 1, og § 21, stk. 1, samt det forvaltningsretlige officialprincip, jf. bekendtgørelse om Revisornævnets behandling af sager om midlertidig frakendelse af en revisors eller verifikators godkendelse.