Bekendtgørelse om særlig støtte efter § 87 i lov om aktiv socialpolitik § 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 785 af 18. juni 2025

§ 7

Såfremt der er udbetalt hjælp efter §§ 16, 68, 69 j, 71, 74 a eller 87 i lov om aktiv socialpolitik i en sammenhængende periode på 3 måneder inden for de sidste 18 måneder, kan den særlige støtte efter lovens § 87 sammenlagt med den pågældendes øvrige nettoindtægter ikke overstige den nettoindtægt, som den pågældende ville have ved en bruttoindtægt, der svarer til højeste dagpengebeløb efter § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Den beregnede særlige støtte efter §§ 5 og 6 nedsættes i overensstemmelse hermed.

Stk. 2 For ægtepar foretages nedsættelsen af den særlige støtte efter stk. 1 ved at sammenholde summen af de samlede nettoindtægter og den samlede udmålte særlige støtte til parret med den nettoindtægt, parret ville have ved en bruttoindtægt, der svarer til to gange højeste dagpengebeløb efter § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 3 En person, der modtager hjælp efter lovens §§ 68, 69 j, 71 eller 74 a, i lov om aktiv socialpolitik og som har fået hjælpen nedsat til mindstesatsen efter lovens § 16, stk. 2, fordi personen er omfattet af lovens §§ 10 f, 10 h og 10 j, er uafhængigt af tidligere indtægter berettiget til at modtage den særlige støtte, der kan beregnes efter § 5, i det omfang den særlige støtte ikke overstiger 15.604 kr. (2025-niveau) brutto. En person, der er gift eller samlevende med en person, der modtager hjælp efter lovens § 16, stk. 2, og §§ 17 og 18, eller som er omfattet af lovens §§ 10 f, 10 h eller 10 j, er uafhængigt af tidligere indtægter berettiget til at modtage den særlige støtte, der kan beregnes efter § 5, i det omfang den særlige støtte ikke sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter overstiger den nettoindtægt, der svarer til 15.604 kr. (2025-niveau) brutto.

Stk. 4 Der foretages dog ikke nedsættelse efter stk. 1-2, såfremt der udbetales revalideringsydelse efter lovens § 71, og det må anses for sandsynligt, at behovet for hjælp bortfalder, når revalideringen er gennemført. Nedsættelsen foretages i disse tilfælde heller ikke i perioder, hvor udbetaling af revalideringsydelse midlertidigt er sat i bero.

Stk. 5 Den sammenhængende periode, der er nævnt i stk. 1-2, anses for afbrudt, såfremt der i en måned ikke udbetales hjælp efter §§ 68, 69 j, 71 eller § 74 a i lov om aktiv socialpolitik, og udbetalingen af hjælp efter lovens §§ 68, 69 j, 71 eller § 74 a herefter genoptages som følge af, at der foreligger en ny ændring af ansøgerens forhold. Genoptages udbetalingen af hjælp, uden at der foreligger en ny social begivenhed, anses den sammenhængende periode ikke for afbrudt, men den periode, hvori der ikke er udbetalt hjælp, medregnes ikke ved opgørelse af 3 måneders-perioden.

Stk. 6 Nedsættelse af hjælpen efter stk. 1-2 foretages for den førstfølgende udbetalingsperiode efter, at 3 måneders-perioden er udløbet.