Bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i skibe som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer og skibskreditobligationer Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 768 af 30. maj 2022

Kapitel 3 Løbende overvågning af pant og lån i skibe som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer
§ 11

Instituttet skal mindst én gang årligt værdiansætte hvert enkelt skib for at sikre, at belåningsgrænsen ikke overstiger 60 pct. Instituttet skal værdiansætte hvert enkelt skib oftere, hvis særlige forhold må antages at gøre sig gældende, herunder ved betydelige ændringer i markedsbetingelserne.

Stk. 2 Værdiansættelsen skal ske til markedsværdi, jf. § 3, stk. 1.

Stk. 3 Instituttet kan selv værdiansætte skibet eller overlade værdiansættelsen til en ekstern vurderingssagkyndig. Den vurderingssagkyndige skal i begge tilfælde opfylde kravene i § 4, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Ved værdiansættelse efter stk. 3, kan instituttet anvende statistiske metoder til at overvåge skibets værdi og til at identificere, hvilke skibe der har brug for en fornyet værdiansættelse.

Stk. 5 Instituttet skal stille supplerende sikkerhed, jf. § 152 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed og § 2 i, stk. 1, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, hvis ændringer i et vurderet skibs markedsværdi medfører, at et pantsikret lån heri ikke længere overholder belåningsgrænsen, jf. stk. 1.

Stk. 6 Instituttet skal værdiansætte forpligtelser i forbindelse med udstedte særligt dækkede obligationer til forpligtelsernes dagsværdi, jf. dog stk. 7.

Stk. 7 Ved værdiansættelse efter stk. 6 skal instituttet se bort fra et fald i forpligtelsernes dagsværdi, som er forårsaget af en forøget kreditrisiko siden udstedelse af de af stk. 6 omfattede obligationer. Ændringer forårsaget af ændringer i kreditrisikoen antages at svare til den ændring i forpligtelsernes dagsværdi, der ikke kan henføres til ændringer i den risikofri markedsrente, medmindre virksomheden i det konkrete tilfælde kan påvise en anden metode, der måler virkningen på forpligtelsernes dagsværdi af ændringer i kreditrisikoen mere troværdigt.

Stk. 8 Instituttet skal værdiansætte aktivet til dagsværdi, jf. artikel 129, stk. 1, litra a-c og g, i forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber i forbindelse med udstedelse af særligt dækkede obligationer.

§ 12

Instituttet skal have betryggende procedurer for løbende overvågning af skibets fysiske stand, herunder procedurer om fysisk inspektion.