For lån som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede obligationer sikret ved pant i skibe kan instituttet yde lån inden for 60 pct. af den værdi, som skibet til brug for sikkerhedsstillelsen er fastsat til.
Stk. 2 Løbetiden for de ydede lån kan højst udgøre 15 år på lånets udbetalingstidspunkt.
Stk. 3 For byggelån kan løbetiden højst udgøre fire år regnet fra tidspunktet fra første udbetaling.
Stk. 4 Fastsættelsen af løbetiden for lån skal ske under hensyntagen til skibstypens gennemsnitlige levetid og det konkrete skibs alder og stand m.v.
Stk. 5 Lånets størrelse og løbetid fastsættes i øvrigt under iagttagelse af de sikkerhedshensyn, som skønnes nødvendige efter forholdene, herunder en vurdering af pantets forventede værdiforringelse.