Bekendtgørelse om vedligeholdelse og istandsættelse af almene boliger § 10

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 640 af 15. juni 2006,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1413 af 9. december 2009 og bekendtgørelse nr. 1716 af 18. december 2017

§ 10

Finder reglerne i § 27 i lov om leje af almene boliger anvendelse (B-ordningen), sørger boligorganisationen for vedligeholdelse af boligen med hvidtning, maling, tapetsering og gulvbehandling efter de regler, der er fastsat i vedligeholdelsesreglementet, jf. § 2, stk. 1, nr. 5. Afdelingen afholder udgiften til den nævnte vedligeholdelse. Dog kan boligorganisationen tillade, at midler fra boligens vedligeholdelseskonto, jf. lov om leje af almene boliger § 27, 2. pkt., helt eller delvist stilles til lejerens rådighed, såfremt denne dokumenterer, at der er udført arbejder som nævnt for beløbet.

Stk. 2 Når afdelingen har afholdt udgifter til hvidtning, maling, tapetsering og gulvbehandling, kan de fradrages på boligens vedligeholdelseskonto. Boligorganisationen skal samtidig give lejeren en skriftlig opgørelse over de afholdte udgifter samt oplysning om, hvilket beløb der herefter er til rådighed. Lejeren kan forlange dokumentation for de afholdte vedligeholdelsesudgifter.

Stk. 3 Inden 3 måneder efter hvert regnskabsårs afslutning skal boligorganisationen give lejeren skriftlig meddelelse om, hvilket beløb der ved regnskabsårets afslutning var til rådighed til boligens vedligeholdelse. Eventuelle renteindtægter tilfalder afdelingen. En negativ saldo kan ikke overføres.

Stk. 4 Er lejeaftalen opsagt af en af parterne, kan lejeren ikke fremsætte krav i henhold til § 27, sidste pkt., i lov om leje af almene boliger.

Stk. 5 Ved overdragelse af en bolig til en ny lejer skal vedligeholdelseskontoen videreføres, og boligorganisationen skal oplyse den nye lejer om, hvilket beløb der ved overdragelsen er til rådighed på boligens vedligeholdelseskonto.