Politiske partier, herunder regionale og kommunale kandidatlister, må fra en tilskudsyder ikke modtage anonyme tilskud på over 20.000 kr. (2017-niveau).
Stk. 2 Partier, der har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet, indsamler vælgererklæringer med henblik på at blive opstillingsberettiget til valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet eller er opstillingsberettiget til valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet, må ikke modtage tilskud fra myndigheder, juridiske personer eller fysiske personer, der har bopæl eller hjemsted i udlandet. 1. pkt. finder ikke anvendelse for følgende tilskud:
-
1) Tilskud fra EU-institutioner.
-
2) Tilskud fra europæiske sammenslutninger af partier, herunder politiske grupper i Europa-Parlamentet og europæiske politiske partier registreret i fortegnelsen hos Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde, såfremt modtageren af tilskuddet er medlem af den sammenslutning, den gruppe eller det parti, som tilskuddet kommer fra.
-
3) Tilskud fra medlemmer af Europa-Parlamentet, som er valgt i Danmark, men har bopæl i udlandet, og fra det medlem af Europa-Kommissionen, som er indstillet af Danmark.
Stk. 3 Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for kandidatlister, der har været opstillet til det senest afholdte valg til et regionsråd eller en kommunalbestyrelse eller har fået udleveret en formular med henblik på indsamling af underskrifter fra et mindsteantal vælgere som stillere, jf. § 19 i lov om kommunale og regionale valg.
Stk. 4 Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for kandidater for partier og kandidatlister omfattet af stk. 2 og 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for kandidater uden for partierne, der har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget eller indsamler underskrifter fra vælgere som stillere, jf. § 32 i lov om valg til Folketinget.
Stk. 5 Stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse for anonyme tilskud fra udlandet og for anonyme tilskud, der kan komme fra udlandet.
Stk. 6 Modtager et parti, herunder en regional eller kommunal kandidatliste, tilskud i strid med stk. 1, skal partiet, herunder den regionale eller kommunale kandidatliste, returnere tilskuddet til tilskudsyder inden 30 dage fra modtagelsen. Modtager et parti, en kandidatliste eller en kandidat tilskud i strid med stk. 2-5, skal partiet, kandidatlisten eller kandidaten returnere tilskuddet til tilskudsyder inden 30 dage fra modtagelsen. Tilskud omfattet af 1. og 2. pkt., der ikke kan returneres til tilskudsyder inden 30 dage fra modtagelsen, skal overføres til en konto hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden for samme frist.
Stk. 7 En tilskudsyder, hvis tilskud er overført til en konto hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet, jf. stk. 6, kan, indtil 6 måneder efter at tilskuddet er overført, kræve tilskuddet tilbagebetalt fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Stk. 8 Tilskud, der ikke er krævet tilbagebetalt inden for fristen i stk. 7, tilfalder statskassen.