Kapitel 10 Godkendelse af uddannelser for førere af varebiler m.v.
Uddannelserne i §§ 50 og 51 og uddannelsesudbyderne godkendes af Færdselsstyrelsen, hvis uddannelserne opfylder indholdskravene angivet i bilag 3, og hvis uddannelserne og prøverne skønnes at kunne udføres på betryggende måde.
Stk. 2 Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse efter stk. 1, hvis uddannelsesudbyderen groft eller gentagne gange har overtrådt vilkår for godkendelsen.
Uddannelsesudbyderen skal oplyse kursister om, at Færdselsstyrelsen har godkendt uddannelsesudbyderen og den grund- eller efteruddannelse, som udbydes. Uddannelsesudbyderen skal gøre oplysningerne tilgængelige for kursisterne eller sikre, at de bliver meddelt klart og entydigt og i god tid inden indgåelse af aftale om uddannelsen.
Færdselsstyrelsen offentliggør på styrelsens hjemmeside sine frister for behandling af godkendelse af uddannelsesudbydere og uddannelser.
Færdselsstyrelsen kvitterer hurtigst muligt for modtagelsen af en ansøgning om godkendelse af en uddannelsesudbyder og uddannelse. Kvitteringen skal indeholde
-
1) den offentliggjorte frist for behandlingen af den pågældende ansøgning og muligheden for, at fristen kan blive forlænget én gang, jf. § 56, og
-
2) oplysning om de administrative klagemuligheder for den pågældende afgørelse.
Færdselsstyrelsen fører tilsyn med uddannelsesudbydere, der er godkendt i henhold til kapitel 10. Uddannelsesudbyderne skal give repræsentanter for Færdselsstyrelsen adgang til at overvære undervisning og afsluttende prøver.