Støttemodtager skal halvårligt sende en perioderapport og et perioderegnskab til Erhvervsstyrelsen i overensstemmelse med vilkårene forbundet med tilsagnet, jf. § 12, stk. 2.
Stk. 2 Perioderapporten skal indeholde:
-
1) Status for projektets gennemførelse i den pågældende periode samt angivelse af, hvordan projektet gennemføres i henhold til det accepterede tilsagn og den indgåede aftale.
-
2) Status på projektets økonomi i sammenhæng med det indsendte perioderegnskab, herunder en specificeret regnskabsoversigt for de faktiske bogførte, godkendte og betalte støtteberettigede omkostninger i den pågældende periode, som er i overensstemmelse med det godkendte budgets specifikationer, medmindre andet aftales med Erhvervsstyrelsen.
Stk. 3 Perioderegnskabet skal indeholde de faktiske bogførte og betalte omkostninger i den pågældende periode, såvel som de støtteberettigede omkostninger, såfremt ikke alle afholdte udgifter er støtteberettigede.
Stk. 4 Perioderegnskaber skal revideres efter bestemmelserne i den revisionsinstruks, der sendes sammen med tilsagnet til støttemodtager.
Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan med henblik på at sikre sig fornøden teknisk viden eller andre relevante kompetencer på et hvilket som helst tidspunkt inddrage en tredjepart i vurderingen af relevante forhold. Tredjeparter vil være bundet af samme tavshedspligt som Erhvervsstyrelsen.
Stk. 6 Erhvervsstyrelsen kan på et hvilket som helst tidspunkt anmode støttemodtager eller dennes eventuelle revisor om supplerende oplysninger om projektets forløb og kræve samtlige regnskabsbilag indsendt til gennemsyn. Erhvervsstyrelsen kan indhente de fornødne oplysninger hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder.