Bekendtgørelse om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne og ansættelse som lønmodtager i fleksjob i en ægtefælles virksomhed § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1794 af 29. december 2025

§ 1

Selvstændigt erhvervsdrivende skal for at få tilskud efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats:

  • 1) Have en varig og væsentlig nedsat arbejdsevne i forhold til arbejdet i den selvstændige virksomhed.

  • 2) Udnytte sin arbejdsevne fuldt ud i virksomheden.

  • 3) Drive virksomheden som hovedbeskæftigelse her i landet i hele tilskudsperioden.

  • 4) Være under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

  • 5) Forud for tilkendelse af tilskuddet første gang have drevet den selvstændige virksomhed i mindst 30 timer om ugen i mindst 12 måneder inden for de seneste 24 måneder.

  • 6) Ikke modtage følgende ydelser:

    • a) Førtidspension, seniorpension eller tidlig pension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

    • b) Støtte til selvstændig virksomhed i medfør af den hidtil gældende § 73 j i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1004 af 30. juni 2025.

    • c) Delpension efter lov om delpension, efterløn efter kapitel 11 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller fleksydelse efter lov om fleksydelse.

Stk. 2 § 90, stk. 1, i barnets lov har kun 11 numre. Ved vurdering af, om beskæftigelseskravet efter stk. 1, nr. 5, er opfyldt, ses der bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der er udbetalt ydelser efter lov om sygedagpenge og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller hvor der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter § 87 i barnets lov eller efter den hidtil gældende § 42 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1089 af 16. august 2023, jf. § 213, stk. 2, i lov nr. 721 af 13. juni 2023 til personer, der i hjemmet forsørger et sygt barn under 18 år, eller plejevederlag efter § 90, stk. 1, nr. 12, i barnets lov, § 119 i lov om social service eller § 23 i Ældreloven til en person, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem. De nævnte perioder medfører en udvidelse af perioden på de 24 måneder.