Bekendtgørelse om våben og ammunition mv. § 42

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2531 af 20. december 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1036 af 6. juli 2023 og bekendtgørelse nr. 466 af 12. maj 2025

Tilladelser til erhvervsmæssig handel mv.
§ 42

Politiet kan meddele erhvervsdrivende generel tilladelse til med henblik på videresalg at erhverve og besidde våben og ammunition mv. omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 7-10, og peberspray omfattet af § 18 a, stk. 1, hvis den erhvervsdrivende og dennes ansatte:

  • 1) opfylder betingelserne i § 48,

  • 2) har et rimeligt kendskab til våben og våbenhandel,

  • 3) har mulighed for at opbevare og forhandle våbnene på betryggende måde, jf. § 26, og

  • 4) det i øvrigt efter en konkret vurdering anses for ubetænkeligt at give tilladelse.

Stk. 2 En tilladelse efter stk. 1 kan ikke omfatte:

  • 1) glatløbede haglgeværer med en pibelængde på under 55 cm og

  • 2) fuldautomatiske skydevåben.

Stk. 3 En tilladelse efter stk. 1 omfatter kun erhvervelse fra danske fabrikanter, importører eller forhandlere af våben og ammunition. Rifler, pistoler, revolvere, luft- og fjedervåben, der er omfattet af § 2, stk. 1, lyddæmpere, optisk elektroniske sigtemidler, glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm og de våben, der er nævnt i § 51, nr. 2, 3 og 5, kan dog erhverves fra private. Ammunition kan endvidere erhverves fra private.

Stk. 4 Politiet kan for at sikre overholdelse af våbenloven og denne bekendtgørelse fastsætte yderligere vilkår for en tilladelse efter stk. 1.

Stk. 5 En tilladelse efter stk. 1 omfatter ligeledes aktiviteter efter § 45 a, stk. 1, 3 og 4. Den erhvervsdrivende skal i situationer omfattet af § 45 a, stk. 1, føre en logbog i henhold til § 45 b.