Boligstøtteloven § 24a

Denne konsoliderede version af boligstøtteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om individuel boligstøtte

Lov nr. 376 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 1. juli 2025

§ 24a

Der kan uanset § 9, stk. 1, ydes boligstøtte til:

  • 1) Personer, der har et socialt betinget behov for at bo i kollektivt bofællesskab og som anvises bolig i et kollektivt bofællesskab af en kommunalbestyrelse, en almen boligorganisation, jf. § 1 i lov om almene boliger m.v., eller en privat organisation som udlejer. Det samme gælder personer med et socialt betinget behov for at bo i bofællesskab, der af en kommune anvises en bolig i et kollektivt bofællesskab, der udlejes af et regionsråd.

  • 2) Nærtstående til personer med særlige sociale behov, jf. nr. 1, der samtidig som lejere anvises bolig i bofællesskabet.

  • 3) Personer, der er fyldt 55 år og bor i et kollektivt bofællesskab.

  • 4) Nærtstående til personer omfattet af nr. 3, der sammen med sådanne bor i et kollektivt bofællesskab.

  • 5) Personer, der bor i kollektivt bofællesskab, der består af mindst fem personer, etableret i medfør af § 3, stk. 2 og 4-6, eller § 5, stk. 3-5, i lov om almene boliger m.v. eller § 160 b, stk. 6, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 21. februar 2005.

  • 6) Personer, der bor i et kollektivt bofællesskab i medfør af § 3, stk. 4-6, i lov om almene boliger m.v., som består af tre eller fire personer, jf. § 24 h.

Stk. 2 Uanset stk. 1, nr. 2 og 4, ydes boligstøtte ikke til børn, jf. § 7, stk. 2, af personer omfattet af stk. 1, der sammen med en eller begge forældre bor i et kollektivt bofællesskab.

Stk. 3 Der kan ikke udbetales boligstøtte efter kapitlerne 4 eller 5 til en husstand, hvor et eller flere husstandsmedlemmer modtager boligstøtte efter stk. 1.