A. Aktiver
De aktiver, der omfattes af skatte- og afgiftsberegningen, ansættes til deres handelsværdi på det tidspunkt, der er afgørende for afgiftsberegningen. Ved handelsværdien forstås det beløb, som aktivet vil kunne indbringe ved et salg i fri handel.
Boet og parterne i gaveoverdragelsen skal selv ansætte denne værdi i overensstemmelse med reglerne i boafgiftsloven og under ansvar over for myndighederne.
Hvis en fast ejendom er solgt under bobehandlingen, og salget er sket i fri handel, skal værdien beregnes på grundlag af salgssummen, som denne indgår i boet. Salgsomkostninger kan fradrages, og eventuelle sælgerpantebreve ansættes til kursværdi.
Er ejendommen solgt til arvinger eller disses nære pårørende, eller udlægges ejendommen til en arving, skal ejendommen ansættes til handelsværdien. Det fremgår af boafgiftslovens § 12.
Skatteforvaltningen skal påse, at værdien i boopgørelsen eller gaveanmeldelsen svarer til handelsværdien på det tidspunkt, der er afgørende for værdiansættelsen.
Til brug herfor fastsættes følgende regler om, inden for hvilke grænser Skatteforvaltningen skal acceptere værdiansættelsen.
Den værdi, der ansættes i boopgørelsen eller gaveanmeldelsen, skal være ejendommens kontante handelsværdi. Omregningen fra nominel værdi til kontantværdi sker ved at kursregulere hver enkelt gældspost, der indgår i boets eller parternes værdiansættelse.
Det kontante vederlag, den kapitaliserede værdi af en aftægtsforpligtelse samt arv eller gave medregnes til den pålydende værdi.
Den efter punkt 5 opgjorte kontantværdi sammenlignes med ejendomsværdien ved den senest forud for arveudlægget eller gaveoverdragelsen for boet eller parterne meddelte almindelige vurdering, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, omvurdering, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, eller vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 11.
Hvis boets eller parternes værdiansættelse omregnet til kontantværdi højst er 20 pct. højere eller lavere end den nævnte ejendomsværdi, skal værdiansættelsen lægges til grund ved beregningen af bo- eller gaveafgiften, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Hvis Skatteforvaltningen finder, at værdiansættelsen af en fast ejendom inden for denne ramme i en boopgørelse ikke svarer til handelsværdien, fordi der foreligger særlige omstændigheder, kan Skatteforvaltningen ændre værdiansættelsen eller anmode skifteretten om at udmelde en eller flere sagkyndige til at foretage en vurdering efter § 93 i lov om skifte af dødsboer, jf. boafgiftslovens § 12. Hvis Skatteforvaltningen påtænker at ændre værdiansættelsen, skal Skatteforvaltningen anmode skifteretten om at udmelde sagkyndig vurdering, hvis boet fremsætter begæring herom.
Hvis værdiansættelsen omregnet til kontantværdi er mere end 20 pct. over eller under ejendomsværdien, ændres værdiansættelsen, så den holdes inden for denne ramme, medmindre boet eller parterne har oplyst forhold, som begrunder, at denne fremgangsmåde ikke følges. Som eksempel herpå kan nævnes en stærkt faldende prisudvikling for fast ejendom siden den senest meddelte ansættelse af ejendomsværdien.
Omfatter arveudlægget eller gaveoverdragelsen såvel fast ejendom som løsøre, skal den til kontantværdi omregnede værdiansættelse fordeles forholdsmæssigt på den faste ejendom og løsøret, jf. § 4, stk. 5, i lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom og afskrivningslovens § 45, stk. 2.
Ved efterprøvelsen tages hensyn til faktiske og retlige ændringer, der måtte være indtruffet ved ejendommen, såsom bygningsforandringer, udstykninger eller ændret zonestatus, som endnu ikke har givet sig udslag i ejendomsværdien.
Skatteforvaltningens ansættelse af ejendommens værdi benævnes den skatte- og afgiftsmæssige værdi.
Denne værdi betragtes som afståelsessum for giveren og anskaffelsessum for gavemodtager i forbindelse med beskatningen af en eventuel fortjeneste på ejendommen efter lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, efter at der er sket omregning til kontantværdi efter lovens § 4.
Endvidere betragtes den skatte- og afgiftsmæssige værdi som anskaffelsessum og som salgssum efter afskrivningsloven, efter at der er sket omregning til kontantværdi efter lovens § 45.
Hvis en værdiansættelse i boopgørelsen ikke er baseret på en sagkyndig vurdering, og Skatteforvaltningen finder, at værdiansættelsen ikke svarer til handelsværdien, kan Skatteforvaltningen efter boafgiftslovens § 12, stk. 2, ændre værdiansættelsen eller anmode skifteretten om at udmelde en eller flere sagkyndige til at foretage en sagkyndig vurdering efter dødsboskiftelovens § 93, jf. dog punkt 6.
Når sådan vurdering skal afholdes, må det tilkendegives de udmeldte vurderingsmænd, at vurderingsresultatet skal være udtryk for den skatte- og afgiftsmæssige værdi, således som denne skal ansættes efter de foran anførte retningslinjer. Der skal tages hensyn til de vilkår, på hvilke ejendommen er udlagt i boet. Vurderingen skal udtrykke værdien på det tidspunkt, der skal lægges til grund for ejendommens værdiansættelse.
Hvis boet har ladet en sagkyndig vurdering foretage, jf. boafgiftslovens § 12, stk. 1, kan vurderingen enten være foretaget før eller efter, at vilkårene for arveudlægget var kendt. I sidstnævnte fald må det påses, at vurderingen er foretaget efter de retningslinjer, der er angivet ovenfor.
Er vurderingen derimod foretaget, før vilkårene for arveudlægget var kendt, må det for det første undersøges, om der er gået så lang tid mellem det tidspunkt, der er lagt til grund ved vurderingen, og det tidspunkt, der skal lægges til grund for afgiftsberegningen, at vurderingen ikke kan antages at være udtryk for værdien på dette tidspunkt. For det andet må det undersøges, om vilkårene for arveudlægget giver anledning til regulering af den ved vurderingen i henhold til boafgiftslovens § 12, stk. 1, ansatte værdi i overensstemmelse med de foran anførte retningslinjer.
Der skal foreligge særlige omstændigheder, hvis boets værdiansættelse skal kunne fraviges, hvis værdiansættelsen af ejendommen ligger inden for det i punkt 6 anførte interval og i øvrigt er fastsat i overensstemmelse med ovennævnte retningslinjer.
Ved fastsættelsen af den skatte- og afgiftsmæssige værdi skal der tages hensyn til byrder, der ikke tages hensyn til ved ansættelsen af ejendomsværdien, f.eks. leje- og forpagtningskontrakter, der er ufordelagtige for ejeren. Bopælsrettigheder og aftægtsrettigheder fradrages med den kapitaliserede værdi på samme måde som andre prioriteter.
Ved ansættelsen af den skatte- og afgiftsmæssige værdi tages ikke hensyn til forkøbsrettigheder eller tilbagekøbsrettigheder, der kun kan gøres gældende under visse omstændigheder, hvis indtræden ejeren til en vis grad selv er herre over. Bliver retten aktuel, kan der indsendes anmodning til skifteretten om regulering af boafgiften med hjemmel i dødsboskiftelovens § 103 og for gaveafgiftens vedkommende ved indsendelse af anmodning til Skatteforvaltningen, jf. boafgiftslovens § 30.
Hvor der på dødsfaldstidspunktet hviler en aktuel køberet på en afdøde tilhørende ejendom, kan ejendommens værdi sættes til den ved køberetsaftalen fastsatte købesum, såfremt der på det tidspunkt, da køberetten tidligst kunne være gjort gældende, ikke var misforhold mellem denne købesum og ejendommens værdi. I modsat fald skal ejendommen optages til den afgiftsmæssige værdi på det tidspunkt, der er afgørende for skatte- og afgiftsberegningen. Dette sidste gælder også, hvis køberetten først opstår ved dødsfaldet, f.eks. ved at en forkøbsret ved dødsfaldet ændres til en egentlig køberet.
Det samme gælder ved afgørelsen af, om der skal betales gaveafgift ved udnyttelsen af en køberet. Der skal ikke betales gaveafgift, hvis der ikke var misforhold mellem den aftalte købesum og ejendommens værdi på det tidspunkt, da køberetten tidligst kunne være gjort gældende.
Når en ejendom overdrages på grundlag af en forkøbsret, skal der derimod betales gaveafgift, hvis den aftalte købesum er lavere end den afgiftsmæssige værdi på overdragelsestidspunktet. Det forudsættes, at modtageren hører til den gaveafgiftspligtige personkreds.
Når en forkøbsret eller en ubetinget køberet er udnyttet under bobehandlingen, vil ejendommen ofte alene være optaget i boopgørelsen til den i sin tid aftalte købesum med en henvisning til den trufne aftale. I sådanne tilfælde må Skatteforvaltningen være opmærksom på, at handelsværdien meget ofte vil være højere, og at skifteretten, hvis værdien ikke forhøjes, vil være afskåret fra at beregne boafgift af den fordel, den berettigede har opnået ved udnyttelsen af køberetten eller forkøbsretten.
Hvor boet kun ejer en anpart af en fast ejendom, eller hvor gavemodtageren kun erhverver en anpart, skal værdien af denne anpart beregnes som en brøkdel af hele ejendommens værdi. En eventuel vurdering må derfor omfatte hele ejendommen.
(Ophævet)
(Ophævet)
(Ophævet)
(Ophævet)
(Ophævet)
Private pantebreve og gældsbreve kan ansættes til kursværdi. Normalt anerkender man en kursværdi beregnet af et anerkendt vekselererfirma eller en bank, men en sådan er dog ikke bindende for skattemyndighederne. Den kursværdi, som afdøde har anvendt i sine selvangivelser uden indsigelser, kan ikke uden videre lægges til grund.
Arvingsgæld, dvs. en fordring, som afdøde havde på en arving, kan både i opgørelsen efter kildeskattelovens § 14, stk. 3, og i selve boopgørelsen indtægtsføres til en kursværdi. Denne kursværdi kan lægges til grund ved afgiftsberegningen. Det gør ingen forskel, at fordringen udlægges i arv til debitorarvingen, jfr. skattedepartementets cirkulæreskrivelse af 27. maj 1980. Det samme gælder, dersom fordringen overdrages som gave til debitor.
Udestående fordringer, som ikke kan inddrives, medregnes ikke. Såfremt en dubiøs eller næsten værdiløs fordring udlægges til arvingerne, skal den ansættes til kursværdien, evt. 0 kr. Uerholdelighed kan dokumenteres på flere måder. Det er ikke altid en betingelse, at der er foretaget forgæves udlæg.
De nævnte aktiver ansættes til værdien i handel og vandel.
For landbrugsbesætninger er der ved lov nr. 208 af 13. maj 1981 fastsat regler om den skattemæssige behandling af husdyrbesætninger. Loven forudsætter, at ligningsrådet fastsætter en normalhandelsværdi ved udgangen af hvert kalenderår for hver kategori af dyr. Ved normalhandelsværdi forstås den gennemsnitlige handelsværdi for de pågældende kategorier af dyr. Disse normalhandelsværdier kan være vejledende ved værdiansættelsen i dødsboer eller ved gaveoverdragelser.
De til en landbrugsejendom hørende beholdninger af avl og afgrøder, der er nødvendige for at holde ejendommen i normal driftstilstand indtil det tidspunkt på foråret, hvor jorden er tilsået, og kreaturerne kan sættes på græs, anses som omfattet af ejendommens værdiansættelse. Det er alene beholdninger herudover, der skal opføres med en særlig værdi i boet.
Maskiner, inventar og lignende driftsmidler kan ikke ansættes til den skattemæssige værdi, såfremt denne ikke kan anses for et passende udtryk for salgsværdien. Værdien skal altså ansættes uafhængigt af foretagne skattemæssige afskrivninger.
De under 22-24 nævnte aktiver og beholdninger kan ansættes til den pris, der kan forventes opnået ved et samlet salg, f.eks. ved salg af erhvervsvirksomheden.
Varelagre skal principielt ansættes til salgsværdien ved samlet salg, men i almindelighed accepteres en vis nedskrivning i forhold til dags-, indkøbs- eller fremstillingsprisen. Denne pris kan normalt ikke opnås ved et samlet salg af et større varelager, og myndighederne er ofte afskåret fra en efterfølgende vurdering af lageret på grund af stedfundne bevægelser. Der må her anlægges et skøn.
Handelsværdien af disse effekter kan ikke ansættes til værdien ved samlet salg, idet de kan sælges enkeltvis ved auktion.
Det er sædvanligt, at der i boer antages en vurderingsmand til at vurdere løsøre og indbo, og at dette sker uden særlig udmeldelse af skifteretten.
Disse vurderinger lægges normalt til grund i skatte- og afgiftsmæssig henseende, men vurderingen er ikke bindende. Kunstgenstande, malerier, antikviteter eller andre værdifulde effekter, bør dog vurderes af særligt sagkyndige. Foreligger der ikke en sådan vurdering, kan det være nødvendigt at lade genstandene vurdere efter reglerne i kildeskattelovens § 16, stk. 3 og 4.
I opgørelsen i henhold til kildeskattelovens § 14 medregnes privat løsøre og indbo ikke i formuen.
Hvis løsøregenstande, som afdøde havde købt med ejendomsforbehold, tages tilbage af sælgeren efter reglerne herom, skal boet kun indtægtsføre det overskud, der fremkommer, efter at sælgeren er fyldestgjort. Det samme gælder ved realisation af løsøre, som afdøde havde håndpantsat. Hvis de nævnte genstande ikke tages tilbage eller realiseres, skal de medtages til fuld handelsværdi, og gælden eller hæftelsen optages under passiverne.
Udbetalinger, hidrørende fra sådanne rettigheder, der indgår under boets behandling, skal indtægtsføres i boet som indtægt af et af boets aktiver.
Endvidere skal værdien af rettigheden som sådan medtages med en skønnet værdi. Ved ansættelsen af denne værdi vil man i reglen være henvist til at foretage beregninger over de fremtidige indtægter på grundlag af ydelser, som afdøde har modtaget.
Der kan bl.a. lægges vægt på, om indtægten gennem årene har været stigende eller faldende. I mangel af andet grundlag kan rettigheden sættes til 2/3 af det samlede afkast i de sidste 3 år før dødsfaldet.
Beløb, der efter boets afslutning udbetales til den eller dem, der har arvet retten, er ikke arveafgiftspligtige, men indkomstskattepligtige.
Hvis et bo ejer en erhvervsvirksomhed, der ved salg må antages at indbringe et vederlag for good-will, må det påses, at denne er ansat til et passende beløb i boet.
Det må herved tages i betragtning, at ved lov nr. 248 af 9. juni 1982 er beskatningen af fortjeneste og tab ved afståelse af goodwill som hovedregel blevet ophævet fra 1. juli 1982. Endvidere er adgangen til at afskrive anskaffelsessummen for goodwill blevet ophævet.
Denne ophævelse af beskatningen og afskrivningsadgangen må antages at ville kunne føre til lavere handelsværdier for goodwill end tidligere. Særlig ved store virksomheder kan der være grund til at lade værdien fastsætte ved en vurdering efter reglerne i kildeskattelovens § 16, stk. 3 og 4.
Er en good-will alene knyttet til en efterlevende ægtefælles person, er den ikke et aktiv for boet.
Hvis afdøde var deltager i et interessentskab, skal alle interessentskabets aktiver principielt opgøres til deres salgsværdi, og boets anpart efter fradrag af passiver skal medtages i boopgørelsen.
Det er imidlertid en meget almindelig bestemmelse i interessentskabskontrakter, at boet, når en af interessenterne afgår ved døden, ikke kan kræve afdødes anpart i interessentskabets formue inddraget under bobehandlingen. Boet kan da alene kræve afdødes kapitalkonto efter sidste status udbetalt. Det skal ofte ske på en måde, der er lempelig for interessentskabet.
Afdødes kapitalkonto viser kun hans indestående efter foretagne afog nedskrivninger, og den svarer som regel ikke til handelsværdien af afdødes anpart af nettoformuen. Da bestemmelsen er led i en gensidigt bebyrdende kontrakt, kan afdødes anpart dog ikke kræves medtaget i boet til højere værdi end kapitalkontoens udvisende.
Renter, herunder også vedhængende renter, udbytte og anden indtægt af aktiver skal indtægtsføres med de faktiske beløb i tiden indtil skæringsdagen. Hvis aktivet er udlagt inden skæringsdagen, medtages renter m.v., dog kun til udlægsdagen.
Har boet indkomst af fast ejendom, er det alene nettoindtægten, der skal opføres som et aktiv i boet.
Når der i et bo er tillagt en arving eller legatar en brugs-, rente- eller indtægtsnydelse, f. eks. brugsret til fast ejendom eller løsøre eller retten til at oppebære renter af en kapital eller indtægter af en fast ejendom eller løsøre, skal skattemyndigheden efterprøve ansættelsen af rettens årlige værdi, medens skifteretten påser, om der er anvendt den rette kapitaliseringsfaktor.
For så vidt angår gaveafgiftspligtige brugs-, rente- og indtægtsnydelser efterprøver amtsskatteinspektoratet såvel den årlige værdi som kapitaliseringen.
Den årlige værdi af brugsret til fast ejendom ansættes til den leje, der kan opnås ved udleje til anden side. I de kommuner, hvor der er et huslejenævn, kan der indhentes en udtalelse fra nævnet om denne værdi. I andre kommuner kan kommunalbestyrelsen ofte udtale sig herom. Hvis brugsretten er indrømmet mod afholdelse af udgifter til vedligeholdelse, skatter og prioritetsydelser, kan disse fradrages. Vedligeholdelsesudgifterne kan normalt højst godkendes med et beløb svarende til 1 pct. af ejendommens værdi. I øvrigt må der anlægges et skøn.
Den årlige værdi af brugsret til indbo og andet løsøre opgøres til 6 pct. af effekternes værdi.
Den årlige værdi af retten til at oppebære renter af en kapital, der er anbragt i rentebærende værdipapirer, f.eks. obligationer og pantebreve, eller som indestår på konti i bank, sparekasse eller lignende, ansættes til det faktiske afkast på det tidspunkt, hvor ydelsen begynder at løbe. Foreligger kapitalen kontant, opgøres indtægten heraf til 6 pct.
Selv om en kapital, der er afsat til rentenydelse, foreligger kontant eller indestår på en konto, når boopgørelsen udfærdiges, forekommer det, at kapitalen i henhold til testamente skal anbringes i værdipapirer. I så fald lægges værdipapirernes faktiske renteafkast til grund ved afgiftsberegningen, når papirerne købes inden udløbet af 3 månedersfristen i kildeskattelovens § 16, stk. 4, jfr. skattedepartementets cirkulære af 6. januar 1981. Det samme gælder i andre tilfælde, hvor anbringelse i værdipapirer må anses for tilsigtet.
Renteafkastet af beløb, som i henhold til arveafgiftslovens § 21, stk. 2, skal anvendes til betaling af afgift, kan dog beregnes som foran anført vedrørende kontant kapital eller kapital indestående på konti.
For aktier og lignende skal opgørelsen foretages på grundlag af gennemsnittet af de to sidste års udbytte i henhold til selskabets regnskaber. Er det således beregnede udbytte mindre end 4 pct. af aktiernes kursværdi, beregnes afkastet dog med 4 pct. af denne værdi. Består kapitalen af forskellige aktieposter, skal beregningen foretages for hver enkelt post for sig.
Indtægtsnydelsen af en virksomhed, eller en fast ejendom - f.eks. ret til overskud af en udlejningsejendom eller landbrugsejendom - opgøres på grundlag af gennemsnittet af de to sidste års udbytte, dog mindst til 4 pct. af kapitalindeståendet, hvorved forstås samtlige aktiver ansat efter handelsværdi med fradrag af gæld. Det samme gælder for indtægtsnydelse af løsøre - f.eks. indtægter fra skibe eller driftsmateriel.
I andre tilfælde opgøres indtægten eller renten til 6 pct.
Hvis en indtægtsnydelse er fastsat til et bestemt beløb, der er undergivet pristalsregulering, skal værdien ansættes uden hensyn til påregnede senere ændringer. Det samme gælder ved ansættelsen af den årlige værdi af en rentenydelse, hvori indgår afkastet af et pantebrev med variabel rente.