Udbetalinger, hidrørende fra sådanne rettigheder, der indgår under boets behandling, skal indtægtsføres i boet som indtægt af et af boets aktiver.
Endvidere skal værdien af rettigheden som sådan medtages med en skønnet værdi. Ved ansættelsen af denne værdi vil man i reglen være henvist til at foretage beregninger over de fremtidige indtægter på grundlag af ydelser, som afdøde har modtaget.
Der kan bl.a. lægges vægt på, om indtægten gennem årene har været stigende eller faldende. I mangel af andet grundlag kan rettigheden sættes til 2/3 af det samlede afkast i de sidste 3 år før dødsfaldet.
Beløb, der efter boets afslutning udbetales til den eller dem, der har arvet retten, er ikke arveafgiftspligtige, men indkomstskattepligtige.