Dagtilbudsloven § 14

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 11. august 2025

Forældrebestyrelse
§ 14

Forældre med børn i en kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution eller i kommunal dagpleje skal have adgang til at få oprettet en forældrebestyrelse i den kommunale dagpleje eller i den enkelte daginstitution med et flertal af valgte forældre, jf. dog § 24 a i lov om folkeskolen. Medarbejderne i dagtilbuddet skal være repræsenteret i forældrebestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medarbejderrepræsentanter i forældrebestyrelser i kommunale daginstitutioner og kommunal dagpleje skal have stemmeret.

Stk. 2 I kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner, som består af flere enheder, skal en forælder fra hver enkelt enhed have adgang til at være repræsenteret i forældrebestyrelsen. I selvejende daginstitutioner, hvor bestyrelsen har et flertal af valgte forældre, skal en forælder fra hver enkelt enhed have adgang til at være repræsenteret i bestyrelsen.

Stk. 3 Forældrebestyrelser kan etableres på tværs af kommunale dagtilbud, hvis de enkelte bestyrelser beslutter det.

Stk. 4 I forældrebestyrelser efter stk. 3, som etableres på tværs af dagpleje og daginstitution, skal beslutninger, der alene har betydning for dagplejen, træffes af de forældre, der repræsenterer dagplejen. Endvidere træffes beslutninger, der alene har betydning for daginstitutionen, af de forældre, der repræsenterer daginstitutionen.

Stk. 5 Stk. 1 gælder ikke for selvejende daginstitutioner, hvis bestyrelse består af et flertal af valgte forældre.

Stk. 6 For privatinstitutioner skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med godkendelse efter § 20 påse, at forældrene sikres en indflydelse svarende til forældreindflydelsen i selvejende daginstitutioner.

Stk. 7 For privat dagpleje skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med aftalen sikre forældrene indflydelse på dagplejens arbejde med børnene.