Dagtilbudsloven § 81

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 11. august 2025

§ 81

Kommunalbestyrelsen skal godkende aftalen om privat pasning mellem forældrene og den private pasningsordning og føre løbende tilsyn med ordningen, herunder med, om pasningen er tilrettelagt efter § 81 a, stk. 1 og 2, og § 81 b, stk. 1, og at den private pasningsordning alene anvender betegnelsen privat pasningsordning om ordningen i alle offentlige sammenhænge, jf. § 78 a. Kommunalbestyrelsens løbende tilsyn skal stå mål med tilsynet i et alderssvarende dagtilbud i kommunen. Dette gælder dog ikke, hvor kommunalbestyrelsen har givet dispensation efter § 81 a, stk. 4, og for fleksibel pasning, som indgår i kombinationstilbuddet efter § 85 a. Afgørelsen efter 1. pkt. kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal inden godkendelse af pasningsaftalen efter stk. 1 orientere forældrene om forskellen mellem privat pasning efter kapitel 14 og 15 og dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, og § 21, stk. 2 og 3. Kommunalbestyrelsen skal endvidere påse, at der ikke indgår andre betegnelser i pasningsaftalen end privat pasningsordning om ordningen.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse af en pasningsaftale, hvis kommunalbestyrelsen gennem det løbende tilsyn efter stk. 1 konstaterer, at den private pasning ikke praktiseres i overensstemmelse med den indgåede pasningsaftale og kravene til ordningen, jf. § 81 a, stk. 1 og 2, og § 81 b, stk. 1. Afgørelsen efter 1. pkt. kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for optagelse af børn i dagtilbud, når tilskuddet til privat pasning bortfalder. Kommunalbestyrelsen skal orientere forældrene om retningslinjerne inden godkendelse af pasningsaftalen efter stk. 1.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at sørge for forældrenes administration af ordningen mod en reduktion i tilskuddet svarende til kommunens udgifter til administrationen.