Færdselsloven § 80

Denne konsoliderede version af færdselsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 287 af 10. juni 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024,
som ændret ved lov nr. 440 af 6. maj 2025, lov nr. 566 af 27. maj 2025, lov nr. 567 af 27. maj 2025, lov nr. 698 af 20. juni 2025 og lov nr. 753 af 20. juni 2025

Sikkerhedsseler
§ 80

Hvis en siddeplads i bil, på motorcykel eller knallert er forsynet med sikkerhedssele, skal denne under kørslen anvendes af den person, der benytter siddepladsen, jf. dog stk. 2 og 3 og § 80 a. Der kan i kombination med sikkerhedssele anvendes selepude.

Stk. 2 Pligten til at anvende sikkerhedssele gælder ikke ved bakning eller under kørsel på parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold.

Stk. 3 Transportministeren kan fastsætte regler om, at visse personer fritages for pligten til at anvende sikkerhedssele, jf. stk. 1, herunder ved særlige former for kørsel.

Stk. 4 Det påhviler føreren at påse, at passagerer, der endnu ikke er fyldt 15 år, anvender sikkerhedsseler i overensstemmelse med stk. 1 samt regler herom fastsat i medfør af stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om, at føreren af en bus helt eller delvist fritages for den i 1. pkt. nævnte pligt, samt om, hvilke foranstaltninger føreren i stedet skal træffe.