I hvert stift nedsættes et stiftsråd. Stiftsrådet består af stiftets biskop, stiftets domprovst, 1 repræsentant for stiftets provster, 3 repræsentanter for stiftets præster samt 1 menighedsrepræsentant fra hvert provsti. Uanset bestemmelsen i 1. pkt. vælges i Lolland-Falster Stift 2 menighedsrepræsentanter fra hvert provsti.
Stk. 2 Valgbar til stiftsrådet som menighedsrepræsentant er enhver, der opfylder betingelserne for at kunne vælges til medlem af et menighedsråd i provstiet. Valgret har de samme, som har valgret til provstiudvalg, med undtagelse af repræsentanter for valgmenigheder.
Stk. 3 Valgbar til stiftsrådet som repræsentant for provsterne er alle provster ansat i stiftet bortset fra domprovsten. Valgret har alle provster ansat i stiftet.
Stk. 4 Præster, der er fødte medlemmer af et menighedsråd i stiftet, samt de præster i stiftet, hvis ansættelse har en varighed af 1 år eller mere, der er ansat af kirkeministeren, og som ikke er medlemmer af noget menighedsråd, har valgret og er valgbare til stiftsrådet som repræsentanter for præsterne.
Stk. 5 Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om valg til stiftsrådet, herunder om valgets organisering, valgform, gennemførelse m.v.
Stk. 6 På det første stiftsrådsmøde efter nyvalg afgiver de menighedsrepræsentanter, som ikke tidligere har afgivet en erklæring som foreskrevet i § 7 i lov om menighedsråd, en sådan erklæring.
Stk. 7 Stiftsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved stemmeflertal.
Stk. 8 Stiftsrådet vælger sin formand blandt menighedsrepræsentanterne.
Stk. 9 Biskoppen er forretningsfører for stiftsrådet.
Stk. 10 Stiftsadministrationen bistår stiftsrådet med varetagelsen af rådets opgaver.
Stk. 11 Stiftsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.