Folkeskoleloven Kapitel 11

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 5. september 2025,
som ændret ved lov nr. 1659 af 30. december 2024 og lov nr. 1633 af 16. december 2025

Kapitel 11 1 Evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen
§ 57

(Ophævet)

§ 57a

(Ophævet)

§ 57b

(Ophævet)

§ 57c

(Ophævet)

§ 57d

Børne- og undervisningsministeren oplyser årligt kommunalbestyrelsen om de folkeskoler i kommunen, der har behov for styrket opmærksomhed på deres udvikling for at undgå vedvarende dårlig kvalitet.

§ 57e

Sager om evaluering er omfattet af offentlighedsloven, når sagsbehandlingen er afsluttet.

Stk. 2 Når børne- og undervisningsministeren til brug for gennemførelsen af en evaluering modtager arbejdsdokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, mister dokumenterne ikke som følge af videregivelsen til ministeren deres interne karakter.

§ 57f

Børne- og undervisningsministeren fører tilsyn med, at kommunalbestyrelsen indgår kvalitetsaftaler efter § 22 b med behandlings- og specialundervisningstilbud og børne- og ungehjem, jf. § 20, stk. 5, der er beliggende i kommunen.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan som led i tilsyn efter stk. 1 pålægge kommunalbestyrelsen at indgå en kvalitetsaftale eller at sikre, at kvalitetsaftalen opfylder kravene i § 22 b og regler udstedt i medfør heraf. Børne- og undervisningsministeren fastsætter en rimelig frist herfor.

Stk. 3 Hvis kommunalbestyrelsen ikke opfylder pålæg efter stk. 2, kan børne- og undervisningsministeren give kommunalbestyrelsen påbud om ikke at benytte behandlings- og specialundervisningstilbuddet eller specialundervisningstilbuddet på børne- og ungehjemmet.

§ 57g

Børne- og undervisningsministeren fører tilsyn med, at kommunalbestyrelsen påser, at specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i behandlings- og specialundervisningstilbud og i specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem overholder kravene til undervisningen og har den fornødne kvalitet efter § 22 b og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan som led i tilsyn efter stk. 1 pålægge kommunalbestyrelsen at bringe undervisningen i overensstemmelse med kravene til undervisningen og sikre den fornødne kvalitet, jf. § 22 b og regler udstedt i medfør heraf. Børne- og undervisningsministeren fastsætter en rimelig frist herfor.

Stk. 3 Hvis kommunalbestyrelsen ikke opfylder pålæg efter stk. 2, kan børne- og undervisningsministeren give kommunalbestyrelsen påbud om ikke at benytte behandlings- og specialundervisningstilbuddet eller specialundervisningstilbuddet på børne- og ungehjemmet.