Folkeskoleloven § 34

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 5. september 2025,
som ændret ved lov nr. 1659 af 30. december 2024 og lov nr. 1633 af 16. december 2025

§ 34

Undervisningspligten indtræder den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, og ophører med udgangen af den 30. juni ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin. Undervisningspligten ophører dog senest med udgangen af den 30. juni i det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen, jf. § 33, stk. 2-9.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke, jf. § 54, godkende, at et barns undervisning udsættes til et år efter undervisningspligtens indtræden, når det er begrundet i barnets udvikling. Godkendelsen kan betinges af, at barnet optages i en børnehave.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og § 3, stk. 1, af pædagogiske grunde beslutte, at der skal gøres brug af individuel optagelse baseret på barnets alder (rullende skolestart) i aldersintegrerede klasser efter § 25, stk. 3. Uanset beslutning om rullende skolestart skal det enkelte barn efter anmodning fra forældrene, jf. § 54, optages ved skoleårets start. Beslutning efter 1. pkt. træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.