Folkeskoleloven § 9a

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1746 af 27. december 2016, lov nr. 209 af 5. marts 2019, lov nr. 882 af 21. juni 2022, lov nr. 1655 af 30. december 2024, lov nr. 1658 af 30. december 2024, lov nr. 1659 af 30. december 2024, lov nr. 1660 af 30. december 2024, lov nr. 1664 af 30. december 2024, lov nr. 469 af 14. maj 2025 og lov nr. 501 af 20. maj 2025

§ 9a

Kommunalbestyrelsen tilbyder en juniormesterlæreordning til elever på 8. og 9. klassetrin. Kommunalbestyrelsen kan uanset § 25, stk. 2, beslutte at samle eleverne i en klasse.

Stk. 2 Beslutning om deltagelse i juniormesterlæreordningen træffes af eleven med forældrenes samtykke, jf. § 54. Ønsker eleven ikke at fortsætte i juniormesterlæreordningen, skal eleven tilbydes undervisning efter de almindelige regler.

Stk. 3 Undervisningen i juniormesterlæreordningen i op til fire femtedele af undervisningstiden omfatter fagene dansk og matematik. Skolens leder kan beslutte at give undervisning i andre fag m.v., jf. §§ 5, 7, 7 a og 9.

Stk. 4 Undervisningen efter stk. 3 suppleres med praktik i en virksomhed eller praktiske undervisningsforløb på en institution for erhvervsrettet uddannelse, på en institution for forberedende grunduddannelse eller i ungdomsskolen i op til to femtedele af undervisningstiden. Praktik og praktiske undervisningsforløb tilrettelægges med henblik på at understøtte folkeskolens formål, jf. § 1, og supplere den undervisning i folkeskolens fag, jf. §§ 5 og 9, og obligatoriske emner, jf. § 7, som eleven modtager efter stk. 3.

Stk. 5 Ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin afholdes en afsluttende evalueringssamtale mellem eleven og det undervisende personale om elevens erfaringer fra og læringsudbytte af praktik og praktiske undervisningsforløb efter stk. 4. Repræsentanter fra elevens praktiksted, jf. stk. 4, kan deltage i samtalen.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen indgår en overenskomst med hver af de uddannelsesinstitutioner uden for den kommunale forvaltning, som er praktiksteder for elever i juniormesterlære, jf. stk. 4. Finansieringen af de praktiske undervisningsforløb er et anliggende mellem kommunalbestyrelsen og den pågældende uddannelsesinstitution. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med praktik i virksomheder og praktiske undervisningsforløb på uddannelsesinstitutioner.

Stk. 7 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om juniormesterlæreordningen, herunder om tilmelding, deltagelse og framelding, tilrettelæggelse af undervisningen, undervisningens indhold, krav til indhold i og tilrettelæggelsen af praktik og praktiske undervisningsforløb, krav til praktikstedet, erstatning ved tilskadekomst, erstatning for person- og tingsskade, indgåelse af aftaler mellem elever, deres forældre og virksomheder om praktik, indgåelse af overenskomst mellem kommunalbestyrelsen og uddannelsesinstitutioner om praktiske undervisningsforløb samt om afsluttende evalueringssamtale.