Forbrugeraftaleloven § 8a

Denne konsoliderede version af forbrugeraftaleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forbrugeraftaler

Lov nr. 1457 af 17. december 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1184 af 28. september 2025

§ 8a

Inden der indgås en aftale om fjernsalg på en onlinemarkedsplads, skal udbyderen af onlinemarkedspladsen endvidere på en klar og forståelig måde, der egner sig til fjernkommunikation, give forbrugeren oplysning om

  • 1) identiteten på og hjemstedet for den tredjemand, der tilbyder varen, tjenesteydelsen eller det digitale indhold på onlinemarkedspladsen,

  • 2) hvorvidt denne tredjemand er erhvervsdrivende,

  • 3) når denne tredjemand ikke er erhvervsdrivende, om forbrugerrettigheder hidrørende fra EU-forbrugerbeskyttelsesretten gælder for aftalen,

  • 4) hvis det er relevant, hvordan forpligtelserne i forbindelse med aftalen deles mellem denne tredjemand og udbyderen af onlinemarkedspladsen, og

  • 5) generelle oplysninger om de vigtigste parametre for rangordningen af de tilbud, som forbrugeren præsenteres for som følge af en søgning, og den relative betydning af disse parametre i forhold til andre parametre.

Stk. 2 Oplysning efter stk. 1, nr. 2, kan gives på grundlag af tredjemandens erklæring herom til udbyderen af markedspladsen.

Stk. 3 Oplysninger meddelt efter stk. 1, nr. 4, berører ikke et eventuelt ansvar, som udbyderen af onlinemarkedspladsen eller den erhvervsdrivende tredjemand har i forhold til aftalen i medfør af EU-retten eller national ret.

Stk. 4 Oplysninger efter stk. 1, nr. 5, skal gives i et særligt afsnit af onlinegrænsefladen, der er direkte og let tilgængeligt fra den side, hvor tilbuddene præsenteres.