Social- og boligministeren skal godkende afhændelse af friplejeboliger til anden anvendelse.
Stk. 2 Det er en betingelse for godkendelse af afhændelse af friplejeboliger etableret efter den dagældende § 10, stk. 1, i lov om friplejeboliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 897 af 17. august 2011, eller efter denne lovs § 11 a, stk. 1, eller ved omdannelse af eksisterende ejendomme efter denne lovs § 11, stk. 2, til anden anvendelse end almene ældre- og plejeboliger, at friplejeboligerne ikke kan afhændes til en anden friplejeboligleverandør, en almen boligorganisation, en selvejende almen ældreboliginstitution eller en kommune med henblik på fortsat drift som friplejeboliger eller almene ældre- eller plejeboliger.
Stk. 3 Ved anmeldelse til tinglysning af et dokument om afhændelse af friplejeboliger skal dokumentet være ledsaget af den godkendelse, som er nævnt i stk. 1. Foreligger godkendelsen ikke, fastsætter retten i overensstemmelse med reglerne i lov om tinglysning en frist for fremskaffelse af godkendelsen. Ved tinglysning af afhændelse til anden anvendelse end friplejeboliger kan den oplysning, der er nævnt i § 65 b, stk. 1, aflyses.
Stk. 4 Hvis boligerne efter afhændelsen skal anvendes som almene plejeboliger, jf. lov om almene boliger m.v., skal servicearealerne afhændes til erhververen eller kommunen.