Friplejeboligloven § 80

Denne konsoliderede version af friplejeboligloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om friplejeboliger

Lov nr. 90 af 31. januar 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1254 af 28. oktober 2025

§ 80

Ved afhændelse af friplejeboliger etableret ved omdannelse efter § 11, stk. 2, nr. 5, fra lette kollektivboliger til almene boligorganisationer med henblik på anvendelse af boligerne som almene ældreboliger skal afhændelse ske efter § 78, stk. 1. Hvis der oprindelig er ydet et indskud til finansieringen af anskaffelsessummen, lægges indskuddet også til.

Stk. 2 Eventuelt tilsagn om løbende støtte overføres til boligorganisationen fra overtagelsesdagen. Den garanti, som er nævnt i § 23, stk. 3, overføres til kommunen fra samme tidspunkt.

Stk. 3 Hvis servicearealerne afhændes, skal afhændelsen ske til en pris, der svarer til markedsprisen.