Anvendes en foranstaltning efter straffelovens § 68, 2. pkt., over for en person, der af retten findes omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 1. eller 3. pkt., eller § 69, og anbringes eller indlægges personen på en psykiatrisk afdeling som følge af anbringelsesdommen eller behandlingsdommen, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, hvor anbringelsen eller indlæggelsen påbegyndes, såfremt det vurderes, at personen skal opholde sig på den psykiatriske afdeling i 1 fuld kalendermåned eller mere. Fik pensionisten inden anbringelsen eller indlæggelsen udbetalt sin pension forud, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, der følger efter måneden, hvor anbringelsen eller indlæggelsen påbegyndes. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse, når pensionisten anbringes på psykiatrisk afdeling efter straffuldbyrdelseslovens § 78.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at personer, der er omfattet af stk. 1, får udbetalt et beløb til dækning af udgifter til husleje og lign. i en periode på op til 6 måneder fra anbringelses- eller indlæggelsestidspunktet. I perioden nævnt i 1. pkt. indregnes den periode, hvor en person, der anbringes efter straffuldbyrdelseslovens § 78, har modtaget beløb efter § 45, stk. 2. Perioden kan herefter forlænges efter en konkret vurdering.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en person, der er omfattet af stk. 1, kan få dækket op til 100 pct. af personens egen andel af helbredsudgifter som nævnt i § 18, stk. 1 og 4. Afgørelse herom træffes på baggrund af en konkret vurdering af personens økonomiske forhold efter § 17, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 4 Den psykiatriske afdeling, hvor personen anbringes eller indlægges, jf. stk. 1, skal give kommunen underretning om tidspunktet for anbringelsen eller indlæggelsen og underrette kommunen inden udskrivning af en person, der af retten findes omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 1. eller 3. pkt., eller § 69, som anbringes eller indlægges som følge af en anbringelsesdom eller en behandlingsdom efter straffelovens § 68, 2. pkt., og som modtager pension efter denne lov. Den psykiatriske afdeling skal underrette kommunen om tidspunktet for anbringelsen eller indlæggelsen på det tidspunkt, hvor det vurderes, at personen skal opholde sig på den psykiatriske afdeling i 1 fuld kalendermåned eller mere regnet fra påbegyndelsen af anbringelsen eller indlæggelsen. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse, når personen anbringes på psykiatrisk afdeling efter straffuldbyrdelseslovens § 78. Kommunen skal underrette Udbetaling Danmark, når personen modtager en ydelse, der udbetales af Udbetaling Danmark.
Stk. 5 Den psykiatriske afdeling, hvor personen anbringes eller indlægges, jf. stk. 1, kan få terminaladgang til nødvendige oplysninger i indkomstregisteret til brug for underretning efter stk. 4 og til brug for vurdering af, om der skal udbetales et beløb til personlige fornødenheder efter regler udstedt i medfør af § 91 i sundhedsloven til den anbragte eller indlagte person.
Stk. 6 Udbetaling Danmark skal underrette den psykiatriske afdeling, som har givet underretning efter stk. 4, på det tidspunkt, hvor Udbetaling Danmark stopper pensionen i forbindelse med en anbringelse eller indlæggelse, jf. stk. 1, og når Udbetaling Danmark igangsætter pensionen i forbindelse med udskrivning.