Gassikkerhedsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af gassikkerhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sikkerhed for gasanlæg, gasinstallationer og rørledninger til gas (gassikkerhedsloven)

Lov nr. 61 af 30. januar 2018,
som ændret ved lov nr. 1533 af 18. december 2018, lov nr. 799 af 9. juni 2020 og lov nr. 1637 af 16. december 2025

Kapitel 1 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Loven gælder for gasanlæg, gasinstallationer og rørledninger til gas.

Stk. 2 Loven gælder endvidere for gas, der indgår ved brug af gasanlæg, gasinstallationer og gasmateriel.

Stk. 3 Loven gælder ikke for gasinstallationer om bord på skibe, offshoregasanlæg og gasinstallationer til fremdrift af transportmidler eller opvarmning af køretøjer.

Stk. 4 Loven gælder ikke for gastanke, hvis sikkerhed er reguleret i anden lovgivning.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Gas: Flaskegas, naturgas, biogas, bygas og brint eller tilsvarende brændbare gasser i luftformig eller flydende tilstand, som indgår ved brug af gasanlæg, eller som er beregnet til transport i rørledninger og anvendelse i gasinstallationer.

  • 2) Gasanlæg: Anlæg, der anvendes til produktion, forsyning, udvinding, opgradering, blanding eller påfyldning af gas. Omfattet er også stationer og anlæg til behandling, oplagring, måling og regulering af tryk og kompression.

  • 3) Gasinstallation: Enhver form for installation, hvor der anvendes gas. Gasinstallationer regnes fra gasbeholderens tilslutning eller fra første indføring i en bygning og omfatter rørledninger frem til og med tilsluttet gasmateriel, herunder dettes ventilations- og aftrækssystemer.

  • 4) Gasmateriel: Materiel af enhver art, der indgår i eller er beregnet til at indgå i gasanlæg eller gasinstallationer.

  • 5) Gasdistributionsselskab: En virksomhed, der ejer eller vedligeholder gasforsyningssystemet og distribuerer gas til gasinstallationer, og som er godkendt af Erhvervsstyrelsen. Virksomheder, der fylder gastanke og fylder og distribuerer gasflasker i henhold til denne lov, betragtes også som gasdistributionsselskaber.

  • 6) Rørledninger: Et rør eller en ledning, herunder rørsystemer, der anvendes til transport af gas fra en produktionskilde eller et forsyningspunkt. Rørledninger kan være en del af et ledningsnet, et gasanlæg eller en gasinstallation m.v. og omfatter både over- og underjordiske rør og ledninger.

§ 2a

Overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf undtager ikke fra overholdelse af regler under andre myndigheders ansvarsområde.