Havmiljøloven § 54

Denne konsoliderede version af havmiljøloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskyttelse af havmiljøet

Lov nr. 476 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 19. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 463 af 15. maj 2017, lov nr. 322 af 2. april 2024, lov nr. 267 af 11. marts 2025, lov nr. 560 af 27. maj 2025 og lov nr. 561 af 27. maj 2025

§ 54

Udledning i havet af stoffer eller materialer med henblik på videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe forurening af havet må ikke finde sted uden tilladelse fra miljøministeren. I de eksklusive økonomiske zoner eller uden for dansk søterritorium i øvrigt kan tilladelse tillige gives af de kompetente myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet eller konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe.

Stk. 2 Tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kan gives i konkret foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder som forhåndstilladelse til flere mulige forureningshændelser for en nærmere angivet periode. Tilladelsen skal angive, i hvilke tilfælde tilladelsen vil kunne finde anvendelse, og hvilke stoffer eller materialer der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om opbevaring, udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.