Ligningsloven § 7Å

Denne konsoliderede version af ligningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten

Lov nr. 517 af 19. december 1942,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1500 af 24. november 2025,
som ændret ved lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 198 af 25. februar 2025 og lov nr. 749 af 20. juni 2025

§ 7Å

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke værdien af sædvanlige ydelser, der udføres inden for privatsfæren som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement (familie- og vennetjenester). Ydelserne må ikke

  • 1) være af kommerciel karakter,

  • 2) indgå i organiseret byttehandel,

  • 3) bestå i forud aftalt udveksling af ydelser eller

  • 4) inkludere betaling med kontanter eller andre likvide midler.

Stk. 2 Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke vederlag til en person under 16 år som betaling for arbejde for en privat hvervgiver udført i eller i tilknytning til dennes private hjem.

Stk. 3 Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke vederlag for arbejde for en privat hvervgiver udført i eller i tilknytning til dennes private hjem til en person, der opfylder alderskravet i lov om social pension til at kunne få folkepension. Det er en betingelse, at arbejdet ikke udføres som et led i erhvervsmæssig virksomhed eller indberettes som fradragsberettiget ydelse af en privat hvervgiver efter reglerne i § 8 V. Vederlag efter 1. pkt., der inden for et indkomstår overstiger et grundbeløb på 10.000 kr. (2010-niveau), medregnes dog til den skattepligtige indkomst med den del af vederlaget, der overstiger grundbeløbet. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.