Lov om betalinger § 41a

Denne konsoliderede version af lov om betalinger er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 652 af 8. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 651 af 10. juni 2025,
som ændret ved lov nr. 711 af 20. juni 2025

Betingelser for at anmode om at deltage i registrerede betalingssystemer
§ 41a

Et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, der deltager i eller anmoder om at deltage i registrerede betalingssystemer, jf. § 64, skal have følgende:

  • 1) En beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, der tilhører betalingstjenestebrugerne, jf. § 10, stk. 1, nr. 9, og §§ 41 b-41 d.

  • 2) En beskrivelse af forretningsgange og interne kontrolmekanismer for de aktiviteter, som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet har til hensigt at levere, herunder administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, samt en beskrivelse af ordninger for brug af betalingsinstituttets og e-pengeinstituttets informations- og kommunikationsteknologitjenester, der relaterer sig til artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om digital modstandsdygtighed i den finansielle sektor, jf. § 41 e.

  • 3) En afviklingsplan i tilfælde af konkurs, jf. § 41 f.