Lov om de gymnasiale uddannelser § 4

Denne konsoliderede version af lov om de gymnasiale uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1716 af 27. december 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1106 af 12. september 2025,
som ændret ved lov nr. 1631 af 16. december 2025 og lov nr. 1648 af 16. december 2025

§ 4

I uddannelsen til merkantil studentereksamen er fagligheden nært forbundet med merkantile, internationalt orienterede og erhvervsrettede dannelsesperspektiver. Uddannelsens formål, jf. § 1, realiseres således inden for virksomheds- og samfundsøkonomiske fagområder i kombination med fremmedsprog og andre almene fag. Uddannelsen skal udvikle elevernes evne til faglig fordybelse og deres forståelse af teoretisk viden som redskab for analyse af virkelighedsnære forhold. Der lægges i undervisningen vægt på innovation og problemløsning, herunder ved arbejde med virkelighedsnære cases og projekter.