Kapitel 1 1 Etablering og formål m.v.
Den Sociale Investeringsfond oprettes som en uafhængig forvaltningsenhed inden for den statslige forvaltning.
Stk. 2 Den Sociale Investeringsfond har til formål at
-
1) udbrede indsatser på de større velfærdsområder, der skaber bedre resultater og samtidig mindsker de offentlige udgifter, og
-
2) udvikle og modne nye indsatser på de større velfærdsområder, der kan danne grundlag for nye offentlige og private investeringer.
Stk. 3 Den Sociale Investeringsfond er organiseret i to underfonde, der understøtter formålene nævnt i stk. 2:
-
1) En investeringsfond.
-
2) En udviklingsfond.
Stk. 4 Der fastsættes årligt temaer inden for formålene nævnt i stk. 2, som fonden skal disponere og investere inden for. Temaerne kan være tværgående for de to underfonde, og social- og boligministeren fastsætter processen for fastsættelsen af temaerne. Social- og boligministeren orienterer skriftligt fonden om de fastsatte temaer. Fonden har efterfølgende mulighed for årligt at indstille et supplerende tema.
Stk. 5 Fonden skal til kommuner, regioner, relevante statslige myndigheder og relevante organisationer og aktører formidle sin viden om resultaterne af fondens arbejde, jf. stk. 2.
Social- og boligministeren bemyndiges til at foretage kapitalindskud i fonden på op til 50 mio. kr. i forbindelse med etablering af fonden. Ministeren kan på et senere tidspunkt beslutte at indskyde yderligere midler i fonden.
Stk. 2 Yderligere midler efter stk. 1, 2. pkt., kan alene indskydes i fonden som følgende:
-
1) Midler til temaer omfattet af § 1, stk. 4.
-
2) Formålsspecifikke kapitalindskud på et overordnet niveau inden for de politisk besluttede temaer for fondens arbejde, jf. § 1, stk. 4.
Stk. 3 Fondens første disposition over midler, jf. kapitel 2, der er givet som formålsspecifikke kapitalindskud, skal ske i overensstemmelse med formålet med kapitalindskuddet. Efterfølgende dispositioner over midler fra afkast, vederlag og tilbagebetalinger m.v. af sådanne formålsspecifikke kapitalindskud behøver alene ske i overensstemmelse med fondens formål efter § 1, stk. 2.