Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd nedsættes af økonomiministeren. De ledes af et fælles formandskab bestående af 4 nationaløkonomisk kyndige personer, herunder med generelle kompetencer inden for makroøkonomi, offentlige finanser eller budgetmæssig forvaltning, hvoraf den ene skal være særligt kyndig i samspillet mellem økonomi og miljø, og består herudover af indtil henholdsvis 20 og 21 medlemmer. Rådenes formand udpeges af økonomiministeren blandt formandskabets medlemmer.
Stk. 2 Formandskabets medlemmer udnævnes for indtil 6 år ad gangen. Medlemmerne af formandskabet må ikke være medlemmer af Folketinget og skal være uafhængig af erhvervsvirksomheder, af erhvervslivets og arbejdsmarkedets organisationer og af miljøorganisationer.
Stk. 3
Det Økonomiske Råds øvrige medlemmer udnævnes for indtil 3 år ad gangen. Et af disse medlemmer skal repræsentere økonomiministeren. Herudover kan økonomi- og indenrigsministeren udnævne indtil 3 medlemmer, der skal være særligt kyndige i økonomiske spørgsmål. Indtil to af disse medlemmer udnævnes efter indstilling fra Danmarks Frie Forskningsfond og Danske Universiteter. 16 medlemmer udnævnes efter følgende indstilling:
1 medlem indstilles af økonomiministeren,
1 medlem indstilles af Danmarks Nationalbank,
1 medlem indstilles af Dansk Arbejdsgiverforening,
1 medlem indstilles af CEPOS,
3 medlemmer indstilles af Fagbevægelsens Hovedorganisation,
1 medlem indstilles af Akademikerne,
1 medlem indstilles af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
1 medlem indstilles af Dansk Industri,
1 medlem indstilles af SMVdanmark,
1 medlem indstilles af Landbrug & Fødevarer,
1 medlem indstilles af Dansk Erhverv,
1 medlem indstilles af Forbrugerrådet Tænk,
1 medlem indstilles af Finans Danmark og
1 medlem indstilles af de kommunale organisationer.
Stk. 4
Det Miljøøkonomiske Råds øvrige medlemmer udnævnes for indtil 3 år ad gangen. Et af disse medlemmer skal repræsentere finansministeren. Herudover kan økonomiministeren udnævne indtil 4 medlemmer, der skal være særligt kyndige i samspillet mellem økonomi og miljø samt i miljømæssige problemstillinger. Indtil to af disse medlemmer udnævnes efter indstilling fra Danmarks Frie Forskningsfond og Danske Universiteter. 16 medlemmer udnævnes efter følgende indstilling:
1 medlem indstilles af økonomiministeren,
1 medlem indstilles af miljø- og ligestillingsministeren,
1 medlem indstilles af ministeren for grøn trepart,
1 medlem indstilles af klima-, energi- og forsyningsministeren,
2 medlemmer indstilles efter fælles indstilling af Fagbevægelsens Hovedorganisation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og CO-industri,
1 medlem indstilles af Dansk Industri,
1 medlem indstilles af Landbrug & Fødevarer,
1 medlem indstilles af Dansk Erhverv,
1 medlem indstilles af Forbrugerrådet Tænk,
1 medlem indstilles af de kommunale organisationer,
1 medlem indstilles af Green Power Denmark,
1 medlem indstilles efter fælles indstilling af Dansk Fjernvarme, Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) og Brancheforeningen Cirkulær,
1 medlem indstilles af Danmarks Naturfredningsforening,
1 medlem indstilles af Friluftsrådet og
1 medlem indstilles af WWF Verdensnaturfonden.