Lov om Energinet Kapitel 8

Denne konsoliderede version af lov om Energinet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1384 af 20. december 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 9. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 612 af 11. juni 2024, lov nr. 673 af 11. juni 2024, lov nr. 258 af 6. marts 2025, lov nr. 341 af 3. april 2025 og lov nr. 468 af 14. maj 2025

Kapitel 8 1 Tilsyn, klageadgang m.v.
§ 20

Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med, at Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber overholder bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2 Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber skal på begæring stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for klima-, energi- og forsyningsministeren.

§ 21

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. Bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en institution eller anden myndighed, som ministeren i henhold til stk. 1 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for ministeren.

§ 22

Afgørelser truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af § 4, stk. 3-5, og § 4 a kan, for så vidt angår eltransmissionsnet, påklages til Energiklagenævnet efter § 89 i lov om elforsyning og, for så vidt angår gastransmissionssystemer, efter reglerne i § 51 i lov om gasforsyning.

Stk. 2 Energinets langsigtede udviklingsplan efter § 4, stk. 2, kan, i de tilfælde § 4, stk. 3, ikke finder anvendelse, påklages af enhver med en væsentlig og individuel interesse i den langsigtede udviklingsplan efter reglerne nævnt i stk. 1.