Lov om erhvervsfremme § 10

Denne konsoliderede version af lov om erhvervsfremme er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1518 af 18. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 230 af 29. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1668 af 30. december 2024 og lov nr. 1761 af 29. december 2025

§ 10

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse består af 16 medlemmer, herunder 1 formand.

Stk. 2 Medlemmerne af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udpeges således:

  • 1) 1 formand, der skal være fra erhvervslivet, udpeges af erhvervsministeren.

  • 2) 5 kommunale medlemmer udpeges af kommunekontaktrådene.

  • 3) 6 medlemmer fra erhvervslivet, herunder mindst 1 fra en lille eller mellemstor virksomhed og 1 fra en turismevirksomhed, udpeges af erhvervsministeren efter indstilling fra erhvervsorganisationer.

  • 4) 2 medlemmer repræsenterer medarbejdersiden og udpeges af erhvervsministeren efter indstilling fra arbejdstagerorganisationer.

  • 5) 1 medlem fra en videninstitution udpeges af uddannelses- og forskningsministeren.

  • 6) 1 medlem, der repræsenterer staten, udpeges af erhvervsministeren.

Stk. 3 Formanden og medlemmerne udpeges for op til 4 år ad gangen med mulighed for genudpegelse.

Stk. 4 Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fastlægger selv sin forretningsorden, som skal godkendes af erhvervsministeren. Afgørelser træffes ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 5 Erhvervsministeren kan bestemme, at afgørelser, som træffes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6 Erhvervsministeren stiller et sekretariat til rådighed for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Stk. 7 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om udpegning af medlemmer til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, herunder hvilke parter i stk. 2 der er indstillingsberettigede.