Lov om finansiel virksomhed § 216

Denne konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 453 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 21. august 2024,
som ændret ved lov nr. 403 af 28. april 2014, lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 1602 af 17. december 2024, lov nr. 1666 af 30. december 2024, lov nr. 1668 af 30. december 2024 og lov nr. 52 af 28. januar 2025

§ 216

En fond eller forening, der har været et realkreditinstitut, og en fond, der er oprettet i forbindelse med omdannelse af et realkreditinstitut til et aktieselskab, skal ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer, hvis fonden eller foreningen ejer realkreditaktieselskabet.

Stk. 2 Medlemmerne af foreningen eller låntagerne i realkreditaktieselskabet henholdsvis indehaverne af realkreditobligationer og andre finansielle instrumenter udstedt af realkreditaktieselskabet vælger hver et eller flere medlemmer af bestyrelsen i fonden eller foreningen omfattet af stk. 1. Disse medlemmer skal tilsammen udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen. Medlemmer valgt af indehaverne af realkreditobligationer og andre finansielle instrumenter kan ikke udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen.

Stk. 3 Følgende persongrupperinger må ikke tilsammen eller hver for sig udpege eller udgøre et flertal af bestyrelsen for den i stk. 1 nævnte fond eller forening:

  • 1) Medlemmer af bestyrelsen, repræsentantskaber eller lignende repræsentative organer og ansatte i realkreditselskabet.

  • 2) Medlemmer af bestyrelsen, repræsentantskabet eller lignende repræsentative organer og ansatte i fondens eller foreningens datterselskaber eller associerede virksomheder.

  • 3) Aktionærer i realkreditaktieselskabet, hvis stemmeret direkte eller indirekte udgør mindst 5 pct. af aktiekapitalens stemmerettigheder, eller hvis aktiebesiddelsen i realkreditaktieselskabet har en pålydende værdi, der direkte eller indirekte udgør mindst 5 pct. af aktiekapitalen.

Stk. 4 Formanden for bestyrelsen i realkreditaktieselskabet må ikke samtidig være medlem af bestyrelsen for den i stk. 1 nævnte fond eller forening.

Stk. 5 Besidder den i stk. 1 nævnte fond eller forening ikke andre aktiver end realkreditobligationer og lign. eller kapitalinstrumenter udstedt af finansielle virksomheder eller finansielle holdingvirksomheder i koncernen, der på erhvervelsestidspunktet indgår i det pågældende selskabs egenkapital eller basiskapital, gælder stk. 3 og 4 ikke. I sådanne tilfælde må mindst 1 medlem af bestyrelsen i fonden eller foreningen ikke samtidig være medlem af bestyrelsen for eller ansat i realkreditselskabet eller i andre selskaber i koncernen.